Virksomheden har nu valgt, at sende alle medarbejdere hjem.
BlueKolding har tirsdag valgt at lukke sin administration i Kolding Åpark 3 ned indtil videre. Medarbejderne er sendt hjem og passer så vidt muligt deres arbejde, inklusiv henvendelser via telefon og mail, hjemmefra. Det sker for at bidrage bedst muligt til at mindske og bremse udbredelsen af corona-smitte og for at sikre, at BlueKolding fortsat kan sikre bortledning og rensning af spildevandet. Det oplyser BlueKolding.
Antallet af smittede med coronavirus stiger time for time i Danmark, og regeringen har yderligere skærpet henstillingerne til både borgere og virksomheder for at mindske og bremse udbredelsen af smitte.
På den baggrund har BlueKolding tirsdag valgt at sende samtlige administrative medarbejdere hjem. Det betyder, at de kunder og samarbejdspartnere, der har brug for at kontakte BlueKolding, skal gøre det via mail eller telefon. De enkelte medarbejdere kan fortsat kontaktes direkte på egne mailadresser og telefonnumre, og BlueKoldings hovedmail, ko*****@bl*********.dk, og telefon 7636 3636, bliver også besvaret. Det hele foregår dog fra medarbejdernes hjemmeadresser.
Driftsmedarbejderne, som sørger for at holde kloakker og pumper i gang, så spildevandet kan blive ledt væk fra boliger og virksomheder og ud til renseanlæggene, arbejder i mindre hold og med mindst mulig direkte kontakt med hinanden. Det samme gælder de medarbejdere, der sørger for at holde renseanlæggene i gang, så spildevandet fortsat kan renses, før det bliver ledt ud i vandmiljøet.
Afledning og rensning af spildevand er vigtig for både mennesker og miljø, og det er netop for at sikre dette, at BlueKolding har valgt at tage det drastiske skridt at sende medarbejderne hjem på ubestemt tid.