Kolding Netavis

Medaljeregn i VVS-familien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
-Jeg er da stolt, og jeg står med en rigtig god fornemmelse, fordi jeg kan kigge tilbage på fire år med en god arbejdsplads og en god skole. Den kombination udløser en ung svend med blod på tanden og en brændende interesse for faget, siger Casper Kongsted Gregersen. Foto: HANSENBERG.

Casper Kongsted Gregersen fra Vojens er en af de elever, som i år modtager HANSENBERG-medaljen for sine flotte resultater inden for VVS-uddannelsen. Tidligere har storebrødrene Henning og Morten Kongsted Gregersen også fået medaljen om halsen.

I 10 år har erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding hædret elever, der er gode forbilleder inden for netop deres fag – eksempelvis, fordi de er kommet ud med 12-taller til svendeprøven eller med uddannelsens højeste gennemsnit.

Hvert år modtager omkring 20 tidligere elever medaljen, så der er tale om en helt særlig klub – en klub, som nu har tre brødre som medlemmer.

VVS-energispecialist Casper Kongsted Gregersen fra Vojens er nemlig blandt årets medaljemodtagere, og tidligere har storebrødrene Henning og Morten Kongsted Gregersen fået medaljen om halsen – også inden for VVS-faget. Det oplyser HANSENBERG.

Så det var en meget glad far – Carsten Kongsted Gregersen – som forleden var med til at hylde sin søn ved den højtidelige ceremoni på Koldinghus:

-Jeg er meget stolt. På en skala fra 1 til 10 vil jeg sige 12. Og det betyder rigtig meget, at Casper også er glad for VVS-faget nu, hvor han er udlært, fortæller Carsten Kongsted Gregersen, der selv er uddannet VVS-blikkenslager.

Tre vigtige faktorer

Han vurderer, at sønnernes flotte resultater skyldes en symbiose af tre ting:

-En nysgerrig elev, en dygtig faglærer og en engageret mester. De tre ting skal gå op i en højere enhed.

Det er Casper Kongsted Gregersen – der har været i lære hos Bravida Kolding, hvor han nu også er fastansat VVS-energispecialist – enig i:

-Jeg er da stolt, og jeg står med en rigtig god fornemmelse, fordi jeg kan kigge tilbage på fire år med en god arbejdsplads og en god skole. Den kombination udløser en ung svend med blod på tanden og en brændende interesse for faget.

-Nu har jeg været så heldig at finde et rigtig godt firma, hvor de gør meget ud af at gøre noget for deres lærlinge. Der har ikke været grænser for, hvad jeg har fået lov til, så jeg er godt klædt på som svend. Så vil man være den næste VVS-elev, der får HANSENBERG-medaljen, skal man søge ind ved Bravida Kolding, siger den glade medaljemodtager.

Med medaljen følger et diplom og et legat på 5.000 kroner.

Her er modtagerne af HANSENBERG-medaljen 2021

Beslagsmed Arnold Block Christensen (Piepenbrink Beslagsmedie, Haslev)

Dyrepasser Emilie Sommerlund (Aarhus Universitet, Foulum)

Frisør Tilde Gildhoff (Salon M, Haderslev)

Gastronom Line Hedelund Arens (Comwell Kellers Park, Børkop)

Landmand Jannick Mahler (Fyns Laksefisk)

Mediegrafiker Vibe Sonne (Trademark Textiles, Kolding)

Personvognsmekaniker med EUX Jens Eskelund Lassen (Sommersted Autoservice v/Frede Bohnfeldt)

Smed Rasmus Vesterby Mikkelsen (T-Nørregaard, Skodborg)

Tandklinikassistent Nicole Claudia Kynde (ORIS Tandlægerne, Kolding)

Teknisk designer Jonas Holm Hansen (KPR TOWERS, Bramming)

Teknisk student Kasper Viuff Petersen, Jels

Teknisk student Malene Lyck Schwarz, Rødding

Teknisk student Rasmus Rathleff Mikkelsen, Kolding

Tjener Malte Strunge (Hotel Koldingfjord, Kolding)

Tømrer Jakob Helstrup Rasmussen (Fa. Karl D. Petersen, Sønderborg)

Veterinærsygeplejerske Helle Haar Villumsen (Egtved-Ødsted-Øster Starup Dyrlæger)

Veterinærsygeplejerske Maria Katrine Lorensen (Herlev Dyreklinik)

VVS-energispecialist Casper Kongsted Gregersen (Bravida Kolding)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel