Kolding Netavis

Masterclass med Eske Kath

Undervisere i billedkunst får en helt unik og sjælden chance for at lære af den kendte kunstner Eske Kath på kunst- og designmuseet Trapholt.

Eske Kath, der for tiden er aktuel i Trapholts store udstilling ’Den Fundamentale Usikkerhed’, giver masterclass for undervisere af børn, unge og studerende. Eske Kath vil undervise i kunstnerisk proces og billedkunst. Det skriver Trapholt i en pressemeddelelse.

– Vi vil gerne give undervisere i billedkunst en unik chance for at komme helt tæt på en af vor samtids store kunstnere; og lære af hans processer til egen brug og undervisning, fortæller Karen Bech, formidlingsudvikler samt kunst- & designlærer på Trapholt.

Dagen begynder i udstillingen “Eske Kath – Den Fundamentale Usikkerhed,” hvor Eske Kath gennem en rundvisning introducerer deltagerne til sin kunstneriske proces. Derefter skal deltagerne selv prøve nogle af Kaths arbejdsprocesser af i Trapholts værksteder med henblik på at skabe egne værker. Eske Kath vil fortælle om sit arbejde og guide gennem processerne såvel som vejlede i skabelsen af værkerne.

– Deltagerne får masser af inspiration til de kreative undervisningsforløb de efterfølgende har med deres egne elever, fortæller Karen Bech, der glæder sig over, at Eske Kath har indvilget i, at komme til Trapholt og give sine viden og erfaring videre.

Masterclass finder sted på Trapholt lørdag d. 23. marts kl. 10-15. Udstillingen ’Den Fundamentale Usikkerhed’ kan ses på Trapholt frem til 24. november.

Læs mere om blandt andet tilmelding på www.trapholt.dk.

Tagget med:
Del denne artikel