Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen, borgmesterkandidat, Vestervang 27, 6000 Kolding og Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur, Miljø og Klimaudvalget, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.
Marina City er et vigtigt flagskibsprojekt for Kolding, der kan sætte en ny standard for bæredygtig og socialt ansvarlig byudvikling. I SF fastholder vi, at Marina City både skal være miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtigt. Når vi i januar understregede denne balance, var det ikke for at nedtone vigtigheden af økonomien, men for at markere, at både miljø og mennesker skal prioriteres – også selvom det kan koste ekstra.
Beslutningen om at undgå klapning og finde en mere bæredygtig løsning til håndtering af sedimentet i fjorden er netop et udtryk for, at vi mener det alvorligt med miljøansvaret. Den ekstra udgift er ikke en fejl, men en langsigtet investering i vores fælles natur og livskvalitet.
Samtidig ser vi Marina City som en mulighed for at skabe stærke fællesskaber og sociale mødesteder, der kan bidrage til livskvalitet og sammenhængskraft i byen. Vi ønsker en bydel, hvor alle kan føle sig velkomne og inkluderet – uanset om man sejler, bor i området eller blot besøger stedet.
Vi anerkender naturligvis, at projektets økonomi skal hænge sammen. Når vi ser på helheden, hvor fremtidige indtægter fra byggeretter og bådpladser regnes med, ser projektet stadig fornuftigt ud økonomisk. Der er altså ikke tale om en egentlig budgetoverskridelse, men om et projekt med både klare indtægtsmuligheder og bæredygtige mål.
For SF er Marina City først og fremmest en chance for at vise, at økonomi, miljøhensyn og social bæredygtighed kan og skal gå hånd i hånd. Det er dét, der gør projektet visionært og ansvarligt.