Kolding Netavis

Mand anholdt: Mistænkt for drab på kvinde

En 31-årig kvinde blev natten til mandag fundet død i en lejlighed i Kolding. En mand er anholdt.

En 31-årig kvinde fra Kolding blev natten til mandag fundet død på sin bopæl i en lejlighed i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– De foreløbige undersøgelser på stedet viser, at den 31-årige ikke er død af naturlige årsager, og Sydøstjyllands Politi efterforsker nu dødsfaldet som et drab, fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard fra Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet en 31-årig mand, som mistænkes for at stå bag drabet på den 31-årige kvinde. De to personer har en relation til hinanden.

Den 31-årige mand vil senere i dag blive fremstillet i Grundlovsforhør ved retten i Kolding, hvor han sigtes for drab. Sydøstjyllands Politi vil begære om lukkede døre ved retsmødet, hvor den 31-årige mand bliver fremstillet in absentia, da han på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at blive fremstillet i retten.

De pårørende til den 31-årige kvinde er blevet underrettet.

– Der vil blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå den endelige dødsårsag. Det er ikke muligt at oplyse, hvornår resultatet af obduktionen foreligger, og det kan heller ikke på nuværende tidspunkt oplyses, om konklusionen vil kunne deles med offentligheden på dette stadie af sagen, slutter Jesper Bøjgaard.

I følge jv.dk var der politi tilstede på både Knud Hansens Vej og Ingridsvej.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen.

Tagget med:
Del denne artikel