Man skalter og valter med magten

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 25 november 2022
Opdateret 25/11/22 5:15
Søren Rasmussen (DF). Pressefoto.

Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), gruppeformand, Primulavej 7, 6000 Kolding.

Der er nu gået godt et år siden valget til Byrådet. Flere Byrådsmedlemmer, af dem der sidder med flertallet, spørger nu hvorfor jeg ikke er begejstret for, hvordan de skalter og valter med magten.

Deres første handling efter valget var at lave to udvalg. Med to velbetalte formandsposter til Radikale og Socialdemokratiet. Der er mange medlemmer og en masse topembedsmænd tilknyttet. Der bruges rigtig meget tid og penge, men – efter ønske fra flertallet – kan udvalgene ingenting beslutte.

Ved budgetforhandlingerne blev Dansk Folkeparti smidt ud af forhandlinger. Begrundelsen fra flertallet var, at der ikke kunne forhandles om de store besparelser på ældreområdet og om et nyt stadion. Der skulle absolut være store besparelser på social-, børn-, uddannelse- og ældre i de kommende år og så skulle seniorudvalget ikke længere, tilføres midler til det stigende antal ældre. Da vi så var smidt hjem, kunne man sagtes forhandle om alt ovenstående alligevel. Mere uhæderligt kan det vel ikke blive.

Nu er der så skænderier blandt dem der indgik budgetforligt. For er man enige om et nyt stadion eller er man ikke? Har man besluttet at bruge en million kroner på at lave en undersøgelse, der ikke skal bruges til noget, fordi man på forhånd ved, at man er imod?

Sådan er der mange eksempler. Alligevel er der byrådsmedlemmer, der i ramme alvor mener der er et godt samarbejde. Det der dog gør mest ondt, er at helt nye byrådsmedlemmer, mener at det er naturligt at skalte og valte med lokaldemokratiet, på en måde vi ikke tidligere har set mage til i Kolding Byråd.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel