Lyskrydset vil blive ramt af afbrydelsen i fire timer.
Mandag aften vil signalanlægget ved krydset Tankedalsvej-Vonsildvej-Haderslevvej-Sdr. Ringvej i Kolding blive midlertidigt slukket fra kl. 21.30 og fire timer frem. Det anbefales, at trafikanter kører forsigtigt og viser hensyn over for hinanden.
På grund af udvidelsen af krydset skal der lægges nye kabler til signalanlægget, hvilket kræver en midlertidig afbrydelse af lyssignalerne i nogle timer.
-Da det er et af Koldings mest trafikerede kryds, har vi valgt at udføre arbejdet sent om aftenen for at minimere trafikale gener, fortæller Kim Bauenhøj Jensen, fagansvarlig i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.
Opfordrer til forsigtig kørsel
Under afbrydelsen af signalerne i krydset opfordres trafikanter til forsigtig kørsel. Lovmæssigt gælder der ubetinget vigepligt i krydset, hvilket indebærer, at man skal standse for trafik fra både højre og venstre side og først køre videre, når der er frit lejde fra begge sider.
Krydset får en ekstra venstresvingsbane på Tankedalsvej og Vonsildvej samt en ny højresvingsbane på Sdr. Ringvej retning mod Industrivej i forbindelse med udvidelsesarbejdet.
Anlægsarbejdet forventes afsluttet sidst på året.