Torsdag, 17. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Søndag, 27 januar 2019
Søndag, 27 januar 2019 11:18

Hus brændte: Så store er skaderne

Der skete omfattende skader på huset, der lørdag brændte mellem Taps og Christiansfeld.

Lørdag udbrød der brand i et hus på Koldingvej mellem Taps og Christiansfeld. Branden startede ved 17.20-tiden. Og der skete omfattende skader:

- Hele førstesalen og taget er brændt. Og der er vandskader i resten af huset, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jeppe Tranum, til Kolding Netavis.

Stuehuset er sammenbygget med værksted og udhus. Beboeren - en 58-årig mand - var ikke hjemme, da branden brød ud.

Huset er indtil videre ubeboeligt.

Brandårsagen er endnu ukendt:

- Men branden er formentlig startet på loftet, siger vagtchefen til Kolding Netavis.

Politiets brandteknikere skal i den kommende uge undersøge brandstedet for at klarlægge brandårsagen.

Se billederne længere nede på siden...

Udgivet i Taps
Søndag, 27 januar 2019 08:49

Der skal fødes flere børn i Kolding

Flere og flere danskere kan ikke få børn. Social- og sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen (SF) vil forebygge, at par og enlige kommer i den situation.

16 til 26 procent af alle, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem. Hvert 12. barn kommer i dag til verden med hjælp. Det har fået Social- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune til at reagere. Fertilitet skal nu tænkes ind i det forebyggende arbejde, eksempelvis omkring kønssygdomme, rygning og, overvægt, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

- Det er synd og skam for de par, som kæmper så hårdt for at blive gravide. Der er skaden sket, og vi vil gerne sætte fokus på, hvad man kan gøre for ikke at komme i den situation, forklarer Karina Lorentzen, Social- og Sundhedsudvalgsformand, SF.

- Samtidig er der en grænse for, hvor meget hjælp man kan få i det offentlige til at blive gravid. Med priser på op mod 70.000 kroner i det private for at fortsætte behandlingen, risikerer vi, at det skaber ulighed i sundhed, fordi det helt automatisk skærer nogle par fra i forhold til at fortsætte behandlingen, fortsætter hun.

80-90 procent af danskerne har ingen viden om fertilitet

Professor og klinikchef ved Rigshospitalet Fertilitetsklinik, Søren Ziebe, har undersøgt danskernes viden omkring fertilitet, og han kalder deres uvidenhed "grænseløs.”

- Der er behov for viden omkring at alder, kønssygdomme, overvægt og rygning betyder noget. Vi har eksempelvis i udvalget netop sat gang i at undersøge, hvordan vi kan bekæmpe klamydia bedre, og det er jo helt oplagt, at vi tænker fertilitet ind i det, når vi alligevel laver oplysningsindsatsen. For klamydia risikerer netop at resultere i ufrivillig barnløshed, forklarer Karina Lorentzen.

I marts præsenteres udvalget for en ny strategi for bekæmpelsen af klamydia, men det er tanken, at fertilitet skal indtænkes i kommunens øvrige arbejde med forebyggelse, eksempelvis i forhold til rygning og overvægt.

Udgivet i Kolding
Søndag, 27 januar 2019 08:21

Åbent hus trak folk til

Der var travlhed hos vejlederne, da erhvervsskolen Hansenberg lørdag holdt Åbent Hus, for interessen for at høre om de forskellige uddannelser var stor.

Der var lørdag trængsel på Hansenbergs parkeringspladser.

Mange valgte nemlig at kigge forbi, da skolen - herunder Hansenberg Tekniske Gymnasium - holdt Åbent Hus i Kolding, skriver skolen i en pressemeddelelse.

- Der har været rigtig stor interesse for alle uddannelserne. Specielt vores vejledere har været meget efterspurgte - og de mange spørgsmål, vejlederne har fået, vidner om, at de besøgende har sat sig ind i tingene på forhånd, for der er kommet mange gode spørgsmål", fortæller skolechef for 10. klasse, Teknia og Designia på Hansenberg, Dan Zielke i pressemeddelelsen.

Susanne Christensen er en af de dygtige vejledere, som stod klar til at fortælle om de mange uddannelsesmuligheder:

- Der har været rigtig mange forældre, som har spurgt ind til specifikke uddannelser og adgangskrav. Der har også været stor interesse for 10. klasse, hvor vi udbyder to spor: en ordinær 10. klasse samt 20/20-modellen, der indeholder Grundforløb 1. Og så har rigtig mange spurgt til EUX.

- Så det er gået rigtig godt, og folk virker glade og positive - og vi mærker, at vores flotte lokaler og faciliteter gør indtryk, tilføjer Susanne Christensen.

Skift af karrierespor

Men det var ikke blot vejledere og undervisere, der tog godt imod de besøgende. Engagerede elevguider sørgede for at vise gæsterne rundt, og på hver uddannelse kunne elever fortælle om deres hverdag - deriblandt Michael Nielsen, der er godt i gang med sin uddannelse til teknisk designer:

- Vi får spørgsmål om hele uddannelsen. Vi prøver at forklare, at der er mange aspekter i faget, og det handler ikke bare om at tegne. Det er en god uddannelse, der åbner op for mange muligheder.

45-årige Michael Nielsen har på grund af en dårlig skulder skiftet karrierespor. Men den tidligere gulvlægger kan sagtens trække på sine tidligere erfaringer:

- Jeg kan stadig bruge al den baggrundsviden, jeg har. Og jeg har stadig den der gode fornemmelse af, at jeg kan kreere noget fra start til slut. Det er bare på en anden måde end som gulvlægger, forklarer han.

Det fedeste ved faget

Der var masser af forskellige aktiviteter på Hansenberg under arrangementet, og på Organia på Vranderupvej lidt uden for Kolding dukkede de første gæster op et stykke tid før den officielle åbning af dørene.

Men eleverne var helt klar til at møde de besøgende. I beslagsmedjen arbejdede blandt andre Mikkel Aagaard Rasmussen og Christopher Emil Gad Wessing, så sveden sprang.

- Jeg er vokset op på et stutteri, så det har ligget i kortene, at jeg skulle være beslagsmed. De fleste beslagsmede har en forbindelse til hestesporten. Det fedeste ved faget er, når man kan se, at man gør en forskel for hesten, sagde Christopher Emil Gad Wessing.

Der var Åbent Hus på alle Hansenbergs tre adresser: Skovvangen 28, C.F. Tietgens Vej 11 samt Vranderupvej 90.

Se billederne længere nede på siden...

Udgivet i Kolding
Søndag, 27 januar 2019 07:00

Kom til abefest i vinterferien

Trapholt er fyldt med Kay Bojesens glade aber, og derfor inviteres der til abefest for børn i vinterferien. Til abefesten kan man lave sin helt egen stop-motion film, hvor man selv bestemmer, hvad aben og de andre dyr skal opleve. Man kan også lave aben og dens junglevenner i perleplader eller bygge løs med 25.000 Kay Bojesen-klodser.

Den store succesudstilling Kay Bojesen – Humøret i dansk design appellerer til alle aldre, da alle generationer har et forhold til Kay Bojesens figurer. I vinterferien inviteres børn til at følge Kay Bojesens opfordring om at lege gennem hele livet, og de voksne må meget gerne lege med, skriver Trapholt i en pressemeddelelse.

Trapholts særlige tilbud i alle hverdage i uge 7 er Abefesten. Til abefesten deltager man i en stop-motion workshop, hvor man med sin egen mobil eller tablet laver en film og selv bestemmer handlingen. Skal aben svinge sig igennem junglen eller møde farlige dyr på savannen? Til abefesten er der også mulighed for at lave perleplader med jungledyrene eller tegne fantasifulde tegninger.

Udover abefesten byder Kay Bojesen udstillingen også ind til leg. Et helt rum er fyldt med 25.000 byggeklodser, og her kan fantasien få frit løb. I et andet område i udstillingen er et originalt Kay Bojesen klatrehus blevet genopført og inviterer til en klatretur.

Har man lyst til endnu mere udforskning, er der Leg med Kay for børn – sjove spørgsmål til Kay Bojesen udstillingen- og mulighed for at sammensætte sin helt egen udstilling med Trapholts samling i DIN Udstilling.

Udgivet i Kolding
Søndag, 27 januar 2019 06:56

Nyt fællesskab for skrivetalenter

Koldingbibliotekerne søsætter i 2019 skrivefællesskabet Kolding Skriver for unge i alderen 14 til 25, der elsker at udfolde sig med ord. Der er opstartsaften den 7. februar.

Du er velkommen i skrivefællesskabet, uanset om du er digter eller blogger, journalistspire eller sangskriver – eller måske skriver du noget helt andet?

Kolding Skriver har fokus på talentudvikling og netværk for skrivetalenter, skriver Koldingbibliotekerne i en pressemeddelelse.

Der bliver ugentlige skriveaftener med sjove udfordringer og forskellige workshops og foredrag med blandt andre forfattere, bloggere og forlag. Den første workshop i marts bliver med bloggeren Eva Lucia. Du har også mulighed for at vise dine tekster frem for andre til talentaftener eller på udstillinger. De nærmere detaljer er afhængig af de ønsker, deltagerne i skrivefællesskabet har, så du vil få indflydelse på forløbet.

Bliv en del af fællesskabet og få indflydelse fra start

Kom til en inspirerende opstartsaften torsdag den 7. februar klokken 17-19. Her taler vi om, hvad du kunne tænke dig af aktiviteter i Kolding Skriver, og hygger os med blandt andet brætspil. Læs mere og tilmeld dig på www.koldingbib.dk.

Skriveaftenerne foregår på Kolding Bibliotek torsdage klokken 16-21 i hele 2019. Du behøver ikke at være tilstede i hele tidsrummet eller på alle aftener, men kan komme som det passer dig.

Projektet er støttet af Trekantsområdets talentudviklingsprogram.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30