Kolding Netavis

Lukning af lægevagtskonsultationer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Annette Blynel (SF), medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.

Tusind tak til patientforeningens landsformand Niels Jørgen Langkilde for hans kraftige opråb til vagtlægechefen om hurtigt at genåbne de vagtlægekonsultationer, som de egenhændigt har lukket.

I alt er 10 ud af 22 lægevagtskonsultationer lukket i Region Syddanmark, bl.a. i Fredericia, Varde, Brørup og Ribe.

Vagtlægerne begrunder det i mandskabsmangel. Men jeg minder lige om, at når de praktiserende læger tildeles et ydernummer, siger de samtidig ja til at deltage i lægevagten.

Der er ca. 900 praktiserende læger i hele Region Syddanmark, og godt halvdelen deltager i vagtordningen. Så mandskabet er der, hvis de altså vil. Hvis flere læger påtog sig opgaven, ville det også give bedre arbejdsvilkår, færre vagter og langt mindre belastning for alle, men samtidig vil indtjeningen naturligvis falde.

Det er fuldstændig korrekt som Niels Jørgen Langkilde beskriver, at den voldsomme centralisering vores sundhedsvæsen har gennemgået de sidste år, og nu også lægevagten er på vej til, skaber mere ulighed i vores samfund.

Det er de ældre, borgere med handicap og psykisk sygdom, og andre uden netværk eller egen transportmulighed, som betaler prisen. Samtidig er risikoen for, at vores ambulanceberedskab, som bekendt også er presset, anvendes i højere, og måske unødvendig, grad.

Men desværre er der ikke så mange politikere der handler på denne udfordring, som vi har kendt meget længe. SF har i meget lang tid ønsket en seriøs politisk overvejelse om anden organisering, men det høres ikke. Men måske vil de lytte til Patientforeningen, hvis de ikke gider lytte til SF?

Nu er jeg meget spændt på om de nyvalgte politikere vil være tydeligere i deres krav. Det haster – det er borgerne der kommer i klemme på grund af den politiske langsommelighed og lægernes egenhændige styring.

Det handler nemlig ikke om en ny sundhedsreform, det er en regional opgave uanset hvad. Vi kan ikke løbe fra det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *