Lejerbo Kolding får nyt navn.
Boligorganisationen Lejerbo Kolding med 3.665 lejeboliger bliver til Alfabo – det samme boligselskab – nu med nyt navn, oplyser boligselskabet i en pressemeddelelse.
Det nye navn er blevet besluttet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Lejerbo Kolding.
I december 2017 besluttede repræsentantskabet at trække sig ud af Lejerbo Danmark, da man kunne skære ned på administrationsudgifterne og gøre beslutningsvejene kortere og mere lokale ved at gøre tingene selv.
Navnet Alfabo er blevet til på baggrund af, at man ikke ville tage kampen op om navn eller logo med den nuværende administrationsorganisation.
Havde organisationen haft mere tid, ville der være udskrevet en konkurrence, men da navnet rent praktisk skal være på plads for at kunne overtage administrationen til årsskiftet, var det nødvendigt med en hurtig beslutning.
Lejerne vil løbende blive orienteret om overgangen til Alfabo fra Lejerbo Kolding.