Kolding Netavis

Lokalplejehjem – en ny vej til værdig ældrepleje

Elo Christoffersen
Vibeke Henriksen. Privatfoto.

Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), byrådskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

I dag, fredag, åbner muligheden for, at landets kommuner kan søge økonomisk støtte til at oprette lokalplejehjem. Det er en enestående chance for at skabe en mere værdig og borgerdrevet ældrepleje, hvor de ældre får større frihed til at forme deres hverdag.

Lokalplejehjem bygger på det bedste fra både kommunale plejehjem og friplejehjem. Det betyder stærkere ledelse, lokal forankring gennem en professionel bestyrelse og større valgfrihed for beboerne. De ældre skal ikke blot passes – de skal leve!

Derfor skal de have mulighed for at forme deres hverdag: Vil de give julegaver? Have en kok til at lave mad? Beholde deres kæledyr? Bo et sted, hvor udeliv og fællesskab er en del af hverdagen? Det skal være muligt.

Moderaterne har længe kæmpet for at frisætte velfærden og give borgerne mere ansvar og flere valgmuligheder. Det vil jeg gerne støtte op om, Lokalplejehjem er et konkret skridt i den retning. Med den nye pulje på 103 mio. kroner har kommunerne nu muligheden for at gøre visionen til virkelighed.

Jeg opfordrer derfor Kolding kommune til at søge midlerne og tage ansvar for at skabe en ældrepleje, der møder borgernes behov og forventninger. Jeg synes vi skal gribe denne mulighed for at skabe værdighed, frihed og kvalitet for vores ældre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel