Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og tiden er derfor inde til at give boligen et grundigt tjek for at holde træk og kulde ude i vinterhalvåret.
Den kolde vintertid står for døren, og det betyder massevis af indendørshygge for de fleste. Hyggen kan dog hurtigt blive spoleret af kulde og træk i hjemmet, hvis ikke huset er godt rustet til den kølige vintertid.
Der kan være flere årsager til, at varmen suser ud, mens kulden trænger ind, og det er derfor oplagt at give hjemmet lidt ekstra kærlighed, inden vinteren for alvor rammer. Sådan lyder det fra Lars Bjørn Roos Madsen fra Ravngaard Tømrer- & Gulventreprise i Almind:
-Mange danskere er generet af kulde og træk i hjemmet hen over vinteren, hvilket udover de daglige gener også kan have en negativ indvirkning på husets energiforbrug. Et oplagt – og overskueligt – sted at sætte ind er husets yderdør, som er alfa og omega for et godt indeklima og et fornuftigt energiforbrug, fortæller han i en pressemeddelelse.
Start med døren
Ifølge Lars Bjørn Roos Madsen er mange huse udstyret med hoveddøre, som er flere årtier gamle, og det kan have negative konsekvenser for både indeklimaet og varmeregningen.
Udfordringen med en ældre dør kan nemlig være, at den ikke længere lukker tæt og derfor lader varmen suse ud af hjemmet.
Få styr på isoleringen
Inden de kolde vintermåneder melder deres ankomst, kan det også være en god idé at undersøge, om isoleringen på loftet er i top. En efterisolering af loftet er nemlig et billigt og effektivt tiltag, som er relativt let at udføre i et almindeligt parcelhus.
Hvis huset er bygget op med hulmure i de ydre vægge, kan man også med fordel overveje at få lavet hulmursisolering, der bidrager til en god varmebesparelse i hjemmet.
God isolering stiller dog større krav til udluftningen i huset for at undgå fugtskader, og Lars Bjørn Roos Madsen anbefaler derfor at lufte ud minimum tre gange dagligt for at opnå gennemtræk.