Kolding Netavis

Lokal SF’er vil i Europaparlamentet

Lokal SF’er, Bo Vesterlund, er med i kampen om pladserne til Europaparlamentet i maj. Klima, social dumping og flygtninge står højt på dagsordenen.

Når danskerne skal til stemmeurnerne 26. maj og sammensætte et nyt Europaparlament, er koldingensiske Bo Vesterlund med som kandidat.

– Jeg har gennem familie i europæiske lande og på rejser i Europa interesseret mig for mange europæiske forhold. Krigsofre i Tyskland og hjemløse i Frankrig og Spanien, der tiggede og boede i blikskure, har gjort indtryk på mig, forklarer Bo Vesterlund i en pressemeddelelse.

– I europæiske partnerskaber har jeg, da jeg underviste indvandrere og flygtninge i dansk, fået større forståelse for integration i de europæiske samfund.

Bo Vesterlund har især undervist på aftenskole og i gymnasiet. Udover at være medlem af SF Koldings bestyrelse og byrådsbaggrundsgruppe, har han også været valgobservatør i Østeuropa, og her har han set både fejl og mangler i lande med kort demokratisk tradition, hvilket har betydning for en eventuel optagelse af flere østeuropæiske lande i EU. Bo Vesterlund har desuden mangeårig erfaring fra SF, hvor han har arbejdet med internationale forhold i partiets internationale udvalg og Europaudvalg.

– Jeg har været med til at lave partiets valgprogram til EP-valget, og jeg stiller op på stærke dagsordner om et socialt Europa, hvor vi bekæmper ulighed og social dumping samt løser klima- og flygtningeproblemerne.

Bo Vesterlund oplyser, at han arbejder for:

• Et socialt Europa uden social dumping som hos Beier i Padborg, hvor filipinske chauffører blev lønnet m. 15.- kr. i timen og levede under kummerlige forhold. EU´s sociale søjle skal være med til at hæve sociale standarder især i Syd- og Østeuropa – uden at kunne sænke danske standarder. Overenskomster skal respekteres.

• Et grønt Europa hvor hurtige el-tog bidrager til at co2-udslippet mindskes og hvor vi ikke kvæles i plastik som også kan gå ind i fødekæden.

• Et humanitært Europa hvor alle lande bidrager til at flygtningeproblemer løses dels i nærområderne, dels ved solidarisk fordeling af de flygtninge der opholder sig i Europa.

Tagget med:
Del denne artikel