Kolding Netavis

Lokal radiostation opruster på værtssiden og stifter forening

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Her ses Sonny Johnsen i studiet på Radio Kolding. Privatfoto.

Radio Kolding har taget en stor beslutning, da der søndag aften blev stiftet en forening med samme navn for at stå bag driften af radiostationen. Nye værter bliver også en del af sendefladen.

Der er nu “nye toner” på æteren hos Radio Kolding, hvor flere nye værter er blevet en del af sendefladen. Både helt nye talenter og erfarne radiofolk har indtaget studierne i Vester Nebel lige udenfor Kolding.

Grundlæggeren af Radio Kolding for godt to år siden, Sonny Johnsen, er begejstret for den stor interesse fra nye værter:

-Vi har oplevet en massiv interesse for at lave radio i den seneste tid. Der har været mange optagelser, da vi gerne vil have værter, der passer til profilen hos Radio Kolding. Vores primære målgruppe er den modne lytterskare, fortæller Sonny Johnsen.

Spændende nye programidéer

Spændende nye programidéer er under udvikling, herunder et debatprogram med en kendt TikTokker/influencer, hvor lytterne kan ringe ind og deltage i diskussionen live. Der er også flere programmer på vej, som er i planlægningsfasen.

Samtidig med den store tilgang af nye værter og programmer gennemgår Radio Kolding en omfattende omlægning, hvor stationen fremover vil blive drevet af den nyoprettede forening “Radio Kolding”. Sonny Johnsen vil være bestyrelsesformand for den nye forening, der også tæller Michael Søgaard, Jan Skrædergaard, Elisabeth Amalthiea Delray og Dorthe Larsen.

Stationens daglige drift varetages af omkring 20 personer, der alle bidrager til Radio Koldings sendeflade eller er på anden måde involveret i stationen. Der er stor optimisme om fremtiden hos Radio Kolding, hvor der også arbejdes på at øge synligheden og salget af reklamer og sponsorater.

Radio Kolding kan kun høres på nettet og kan streames her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel