Kolding Netavis

Lokal klub opsiger aftale med Sønderjyske

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Fodbold
Foto: KB.

Fra 1. maj er det slut med samarbejdet med Sønderjyske.

Kolding Boldklub (KB) udtræder 1. maj af den partnerklubaftale med Sønderjyske, der blev indgået for fire år siden. Det oplyser klubben på deres hjemmeside.

Bestyrelsens beslutning, der er taget efter samråd med de sportsligt ansvarlige for både senior- og ungdomsafdelingen, sker ikke i utilfredshed med samarbejdet, som KB har været glad for, men ud fra et ønske om, at Kolding Boldklub i forbindelse med en fodboldmæssig nytænkning og en branding som byens klub vil være fri af forpligtende elitesamarbejder.

KB har derfor heller ikke tænkt sig at indgå aftaler med andre parter/topcentre, men fortsætter det helhjertede arbejde i Fodboldsamarbejdet I Kolding Kommune (FSK) for at få endnu flere til at spille fodbold.

– Internt satser KB fuldt og helt på vores projekt 2.0, der handler om at udvikle spillere – piger, drenge, kvinder og mænd – på alle niveauer og i alle aldre, så de kan bevare fodboldglæden. Det gør vi blandt andet ved at skabe et miljø, hvor alle oplever et trygt, udviklingsrigt, sjovt og stærkt fællesskab med fodbolden som omdrejningspunkt. KB er derfor bl.a. i fuld gang med at uddanne trænere og skaffe nye trænere til klubben, fortæller KB’s formand, Carsten B. Grubach, i pressemeddelelsen.

KB holder til på Mosevej.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel