Kolding Netavis

Lokal initiativtager samler penge ind til kræft

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

En nyopstartet non-profit velgørenhedsorganisation vil lave events året rundt. Første event bliver Kolding Boldklub mod Fodbold Mod Cancer All-Stars hold.

Kasper Juul fra Kolding har stiftet en non-profit velgørenhedsorganisation – Fodbold Mod Cancer. Organisationen kommer til at lave events året rundt til børn og voksne i alle aldre.

– Vores events kommer for det meste til at være relateret til fodbold, men nogle få events hist og her vil bevæge sig udenfor fodboldverden. Hos Fodbold Mod Cancer ønsker vi at sætte utroligt meget fokus på at få samlet penge ind til kampen mod den forfærdelige sygdom kræft. 80 procent af alt, hvad vi indsamler ved at lave events, sælge merchandises og så videre i løbet af et helt år går til vores udvalgte modtager, og vi vælger årligt en ny modtager af vores indsamling og stræber efter at ramme områder som vi kan donere direkte til, og på den måde komme udenom administration og lignende. I år er det eksempelvis besluttet at vores indsamling går til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital, fortæller Kasper Juul til Kolding Netavis.

Der skulle have været afholdt et sommerevent den 20. juni, men på grund af coronakrisen blev arrangementet aflyst og i stedet erstattet af et virtuelt event.

Nu kommer der et plaster på såret:

– Vi afholder et minievent den 8. august på Kolding Boldklubs anlæg. Nogle familievenlige timer med lidt aktiviteter, inden vi går all-in på showkamp. Her vil man kunne opleve vores “Fodbold Mod Cancer All-Stars” mod Kolding Boldklubs stolte Serie 6 drenge. All-Stars-holdet består af en blanding mellem kendisser fra fodbold, reality, musik og tv, og “ikke-kendisser”. Af kendisser som kan opleves kan nævnes Emiliano Marcondes, Niki Zimling, Emil Lyng, Kevin Stuhr Ellegaard, Melvin Kakooza, Peter Trajkovski (Youtube) , Mathilde Braithwaite (KoldingQ), Mathias Hjort (Paradise Hotel), Türker Alici (Paradise Hotel/Robinson), Jamil Faizi (Robinson), Isac Saabye (Paradise Hotel), Jaffer Janjooa (Robinson), Nis Sørensen (Robinson), Mark Bøgelund (Ex on the Beach), Christian Nissen (Roomies) og Chili Lund Nielsen, siger Kasper Juul.

Han tilføjer også:

– Vi tager selvfølgelig vores forbehold i forhold til diverse corona-forbud, både når det kommer til afspritning og når det kommer til antal gæster ad gangen. Men vi vil samtidig også opfordre børn, unge, voksne, ældre til at kigge forbi til en skøn dag, hvor vi vil vise betydningen af at “Vi Taler Fodbolsk”. Kom og hjælp til med at give cancer det røde kort.

Eventet starter klokken 12, og showkampen fløjtes igang klokken 17. Hvis man ønsker at følge med i opdateringer om dette event såvel som fremtidige events, kan man finde Fodbold Mod Cancer på både Facebook og Instagram, samt tjekke deres hjemmeside ud på www.fodboldmodcancer.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel