Sydens varme temperaturer kan få de mindste stenslag til at udvikle sig til revner. Ifølge glasekspert i Kolding kan kommunens 30.000 bilfamilier gøre bilen ferieklar ved at følge tre gode råd.
Sommerferien lurer om hjørnet, og for mange af Kolding Kommunes over 30.000 bilfamilier betyder det bilferie til varmere breddegrader.
En måling, som FDM har lavet, viser, at temperaturen i en bil, der holder parkeret i solen, godt kan snige sig op omkring 70 grader. Det er dog kun et fåtal af bilisterne, der er opmærksomme på, at høje temperaturer kan give problemer på grund af øgede spændinger i bilens forrude, skriver CarGlass i Kolding i en pressemeddelelse.
Ifølge René Elkjær, der er ansvarlig for Carglass i Kolding, kan de sydligere himmelstrøgs varme få ruden til at revne, og hvert år efter sommerferien oplever han folk, der vender hjem fra bilferien med revner i forruden, som kunne have været undgået.
– Når man parkerer sin bil i sydens sol, skal man være opmærksomhed på, hvor voldsomt varmt det kan blive derinde. Hvis man så bagefter udsætter den for et chok ved at skrue helt op for kulden i sin aircondition, kan det sagtens være, at man vender hjem til Danmark med en fæl revne, siger René Elkjær.
Ved at gå bilen efter, inden man kører sydpå i sommerferien, kan man tage sig af potentielle problemer i opløbet. René Elkjær anbefaler, at man gennemgår følgende tjekliste med gode råd til en ferieklar bil.
Tre tjekpoints til en ferieklar bil
1. Tjek dækkene: Før du kører på ferie, bør du se efter, at der er det rigtige lufttryk i dækkene, og at der er tilstrækkeligt dækmønster. Efterhånden som dækkene slides, bliver egenskaberne i forhold til både stabilitet, aquaplaning og opbremsning kun dårligere, og det samme gælder derfor sikkerheden. Og husk, at dæktrykket ofte skal hæves, når bilen har fuld oppakning og hele familien ombord, hvis køreegenskaberne skal være optimale.
2. Tjek olien: Hvis der ikke er olie nok på bilen, risikerer du, at motoren havarerer. Tjek derfor oliestanden på bilen, og husk, at bilen bør have stået stille i cirka et kvarter inden aflæsningen, for at du tydeligt kan se niveauet på oliepinden og få en nøjagtig måling. Det er også en god idé at have en lille oliedunk med på ferien, hvis der bliver behov for at fylde på undervejs.
3. Tjek forruden: Start med at pudse forruden både ud- og indvendigt, så trafikfilm, der især i solen reducerer sigtbarheden markant, kommer ordentligt af. Gå så ruden efter for stenslag. Har du stenslag i ruden, kan selv de allermindste nemlig let forværres og udvikle sig til større revner på lange bilture – ikke mindst når turen går sydpå, hvor ruden typisk udsættes for større temperaturudsving end herhjemme.