Kolding Netavis

Lokal boligforening slukker og lukker

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Lunderskov
Inga Holm – formand for den snart forhenværende Lunderskov Boligforening.

Lunderskov Boligforening bliver nu en underafdeling af AAB i Kolding.

Lunderskov Boligforenings dage er talte som en ren lokal institution. På to generalforsamlinger – en ordinær og en ekstraordinær – er det besluttet at slukke og lukke fra det kommende årsskifte. Det skriver Lunderskov Folkeblad.

-Vi har i Lunderskov Boligforening de seneste par år arbejdet med planerne om et tættere samarbejde med boligforeningen AAB i Kolding. Men COVID-19 har forsinket processen. Men nu er vi altså klar til en sammenlægning, fortæller Lunderskov Boligforenings formand, Inga Holm, til avisen.

Med ordene om at være klar til sammenlægning henviser hun til godkendelsen af nedlægningen og sammenlægningen på to generalforsamlinger i Lunderskov Boligforening. Først en ordinær generalforsamling 15. marts – og nu senest den 21. april en ekstraordinær generalforsamling:

-Bestyrelsen mener, at tiden nu er inde til at indlede et tæt samarbejde med AAB Kolding, og at det vil være godt for vore medlemmer. Vi har derfor målrettet arbejdet hen imod at blive sammenlagt med AAB Kolding som en samlet afdeling med navnet: Afdeling Lunderskov, Jordrup, Skanderup, fortæller Inga Holm videre.

Stiftet i 1959

Lunderskov Boligforening blev stiftet den 11. maj 1959, og har således 63 år på bagen. Starten skete på foranledning af nu afdøde bagermester og borgmester, Holger Danske Skrydstrup. Han blev da også foreningens første formand med plads for bordenden i 25 år.

Lunderskov Boligforening har bl.a. forvandlet det tidligere rekreationshjem, Hellas, til nye moderne boliger med den skønne Drabæks Møllesø, som nabo. Foto: Sebro Press.

Derefter fulgte Gunnar Lind Jensen og Willy Lantz. Endvidere har også Peter Højen og Jørgen Lind siddet i formandsstolen.

Inga Holm har stået i spidsen for den lokale boligforening i to perioder. Først i ti år fra 1993 til 2003, og så igen fra 2009. Hun bliver så den sidste formand, før der slukkes og lukkes ved årets udgang.

Lokalt islæt bevares

-Administrationsselskabet Bovia har stået for vores administration siden 2010, og da Bovia også administrerer AAB Kolding, var en sammenlægning med AAB nærliggende. Og sammenlægningen med AAB betyder også, at vi fortsat kan bevare vores selvstændighed.
Selv om vi bliver en afdeling i AAB, vil der fortsat blive holdt afdelingsmøder lokalt. Men den ordinære generalforsamling, som vi kender i dag, må vi dog vinke farvel til. Og det sammen med vores lokale hovedbestyrelse. Erstatningen bliver et repræsentantskabsmøde, hvor vi som afdeling får fem repræsentanter, forklarer Inga Holm.

Har over 156 boliger

Den nu snart forhenværende selvstændige lokale boligforening fik i 1959 en spæd start med kun otte boliger på Drosselvej i Lunderskov. Siden er der dog sket mange udvidelser, og mange flere boliger er kommer til. De seneste 16 boliger kom til i 2005 og ligger på Frederiksberggade i Lunderskov.

Det betyder, at i dag råder foreningen over 156 boliger, bestående af en blanding af rækkehuse, parcelhuse og lejligheder fordelt over destinationerne Lunderskov, Skanderup og Jordrup i den ”gamle” Lunderskov Kommune.

For Inga Holm personligt betyder sammenlægningen, at hun har valgt at lægge førertrøjen på hylden. Hun fortsætter dog som menigt medlem af bestyrelsen for Afdeling Lunderskov, Skanderup, Jordrup i AAB’s regi.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel