BankNordik i Kolding støtter Kolding Roklub med en donation til klubbens nye båd i forbindelse med deres 125-års jubilæum.
Sommeren går så småt på hæld, men i Kolding Roklub er der stadig masser at fejre. Klubben kunne den 29. august fejre deres 125-års jubilæum. BankNordik Kolding gav i den forbindelse et bidrag til klubbens nye båd.
På Kolding Fjord ror unge som ældre ugentligt som en del af Kolding Roklub. Med 125 år på bagen er klubben Koldings ældste forening. Dagen blev fejret med taler fra bl.a. byens borgmester, og der var mad fra små boder, der stilledes op til lejligheden.
BankNordik Kolding gav desuden en donation til den nye båd, der på dagen blev navngivet af borgmester Jørn Pedersen.
– Kolding Roklub har en stolt tradition i byen, og vi er glade for at kunne bidrage på denne store dag. Det er vigtigt for os at komme ud og være en del af det lokale liv og møde byens andre borgere. Og så er det jo altid dejligt med en god fejring, siger filialdirektør i BankNordik Kolding, Steen Krogh.