Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), formand for Fritids- og idrætsudvalget, Primulavej 7, 6000 Kolding.
Er man fra Kolding, kender man KFUM Hallerne på Peter Tofts Vej. Gennem 50 år har mange ildsjæle formået, at gøre hallerne til centrum for en mængde gode aktiviteter, for mennesker i alle aldre.
Vi er kommet der til julemesse, som for mange var en vigtig del af julens traditioner. Der er kommet mange i hverdagen til idræt og sport af stort set alle slags. Der er kommet mange til stævner, til udstillinger, til fester og meget andet.
Der er unægtelig sket meget i hallerne, i de forgangene 50 år. Men stedet og ildsjælene bag, udvikler sig stadig – og der er noget for enhver smag. Fra de mindste i legestue til seniorerne i senioridræt. Der er også et godt cafeteria, til glæde brugerne, men også for mange skolebørn og firmaer, der får leveret sund mad derfra.
Kolding Kommune er visionskommune for “Bevæg Dig For Livet” sammen med DIF og DGI – det arbejde er de gået positivt og konstruktivt ind i.
Jeg synes simpelthen det er så imponerende, med den gejst og det fantastiske arbejde der gøres.
Nu har KFUM Hallerne så fået nyt navn: ”Pulzion”. Jeg synes det er et rigtig godt valg. Nu har vi sagt KFUM Hallerne i 50 år, så vi skal lige vende os til det nye navn. Men jeg tror det går hurtigt, for det passer særdeles godt til stedet. Der er pulsen altid oppe, både fysisk når dyrkes sport, men også i overført betydning, med nye planer og nye tiltag.