Kolding Netavis

Line Baun Danielsen klar med ny bog

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kendte
Line Baun Danielsen. Foto: Emil Baun Bartram.

Line Baun Danielsen udkommer med ny bog “Hele vejen til kisten” om det at være kvinde og rigtig voksen.

-Jeg er født i 1961, og hvis jeg var en årgangsvin eller en veteranbil, ville jeg være både dyr, eksklusiv og eftertragtet. Det er jeg så ikke. Jeg er en kvinde, der statistisk set har kortere til enden end til begyndelsen. Så hvordan får vi det maksimale ud af det? Hvordan får samfundet det bedste ud af os? Og hvordan får vi rokket ved de negative myter om alder, som mange over de 50 oplever.

Sådan skriver Line Baun Danielsen blandt andet i sin nye bog, der udkommer 26. oktober fra Forlaget 28B. Bogen er en hyldest til det at blive ældre.

Målet er at inspirere andre til at tænke over, hvordan de gerne vil leve deres liv, turde mere og aldrig lade sig kue af, hvad andre mener, kvinder kan – eller ikke kan – også når de nærmer sig eller for længst har passeret de 50 år.

Bogen er også en protest mod et ungdomsforherligende samfundssyn, og så er den Line Baun Danielsens personlige fortælling om at starte forfra, forfølge sine drømme og ikke mindst holde sig mentalt og fysisk skarp hele vejen til kisten.

Line Baun Danielsen siger:

-Jeg skriver i Hele vejen til kisten om krop og udseende, om rynker og forfald, om tomheden og friheden, når ungerne flytter hjemmefra. Om veninder, venner og mænd, der kommer og går, dating for voksne, overgangsalder, sex, drømme, den 3. karriere, aldersdiskrimination, sygdom, gamle forældre. Kort sagt alt det, som det at blive rigtig voksen handler om. Jeg kommer ikke med svar på, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg deler blot mine tanker om, hvordan jeg oplever det at blive ældre, og hvordan jeg har grebet de udfordringer an, jeg har mødt på min livsvej.

Line Baun Danielsen håber, at bogen vil inspirere kvinder i alle aldre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel