Lille gennembrud i altan-sagen

Tirsdag 22. December 2020 06:35 233
Karina Lorentzen (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto) Karina Lorentzen (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), folketingsmedlem, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Altså, jeg ved godt, det er nørdet. Det er også derfor, at politikerne skal lave regler, så du ikke skal bruge krudt på at tænke på om den altan, du vader ud på, er farlig.

Jeg har derfor stillet mange spørgsmål til boligministeren om den hændelse, hvor fem mennesker kom alvorligt til skade, da de styrtede ned på dårligt vedligeholdt altan i Kolding.

Og det har ført til et lille gennembrud. For boligministeren er gået fra fuldstændig at afvise enhver tanke om at lave et tilsyn med altaner og til at love mig, at nu undersøger han, hvor mange gamle altaner, der findes, og hvad det vil koste at lave et egentligt tilsyn.

Jeg skal jo ikke lægge skjul på, at mit mål stadig er tilsyn, og jeg håber, at den undersøgelse, ministeren sætter i gang, kommer til at føre til netop det. Jeg kommer i hvert fald til at holde ham op på netop det.

Jeg jo haft svært ved at forstå, at ministeren sagde nej til lovpligtige tilsyn, for det er det eneste, der kan afsløre, at altanerne er farlige. Når de ruster inde i muren, skal der en særlig undersøgelse til. Man kan ikke se det med det blotte øje.

Jeg har også haft svært ved at forstå, at loven siger, at ejeren har pligt til at vedligeholde sin bygning, men hvis altanen ruster indeni i muren, så kan han ikke drages til ansvar for dårlig vedligeholdelse. Fordi han ved ikke, at det sker.

Men det giver jo ikke mening. Det giver jo nul – NUL – skub til ejeren af bygningen for at foretage tilsyn. Det kan han dermed omkostningsfrit lade være med at foretage. Derfor skal det være lovpligtigt – ikke mindst fordi vi skal forebygge, at altaner falder ned. Det er langt bedre end at gå efter bygningsejere, når skaden ER sket.

Nu skal jeg bare sørge for, at vi kommer helt i mål, men det er jeg også klar til at presse på for.

Tags