Kolding Netavis

Liberale værdier

Læserbrev af Pernille Øhlenschlæger, byrådsmedlem og løsgænger, Stenderupvej 36, 6091 Bjert.

Kære Liberale godtfolk og andre med sund fornuft.

I forbindelse med budget 2020 og Kolding kommunes fremtid, vil jeg minde jer alle sammen om jeres liberale værdier og sunde fornuft.

Når man er liberal, så handler det om at gøre sig selv stærk, og derved har man forpligtelsen til at hjælpe de som ikke kan. Det som er ved at ske og sker i Kolding kommune er, at man vil gøre livet dårligere på bekostning af at gøre sig selv stærkere. Det er lige præcis her Venstre burde tage ansvar for liberale værdier – hvis man nu endelig skal snakke partipolitik.

Vi har ingen penge i kassen, og i stedet for at spare på sig selv først eller stoppe/bremse storslåede projekter, så sparer man som det første, på kernevelfærden – igen.

1.000 nye borgere skal der til Kolding, så giver det 100 millioner i kassen, altså en gennemsnitlig indtægt på 500.000 kroner, hvilket i sig selv er urealisitisk. Vi bruger så mange penge i forsøget på at flere borgere til, at vi smider vores egne under bussen.

Når havnen eller Marina City så engang er forvandlet til et boligområde, som man nu kan se ikke går som håbet i andre byer, så forestiller jeg mig at det vil stå tomt hen. For uanset størrelse af pengepung, så vægter de fleste mennesker kernevelfærden højest.

Det at tage økonomisk ansvar er altså ikke lig med massive besparelser på kernevelfærden.

Jeg har sendt en mail til alle byrådsmedlemmer og offentliggjort en liste af åbenlyse besparelser. Dem er man mere end velkommen til at tage, I må endda tage æren – bare disse evige sparerunder stopper. Vælt de pengesiloer og lad os nu få mest værdi ud af vores alle sammens penge.

Vi er altså nødt til at komme op i helikopterperspektiv, lande på jorden igen for at skabe balance i helheden. Jeg er ikke imod udvikling, men der skal altså være penge til det. Kvalitet, fremfor kvantitet, tak.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *