Kolding Netavis

Legepladser åbnes igen: Og fitnessredskaber må igen bruges

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

De kommunale legepladser genåbnes og de udendørs fitnessredskaber må igen bruges.

Nu bliver det igen muligt at bruge alle redskaberne på de kommunale legepladser og udendørs fitnessredskaber. Men anbefalingen er stadig, at man skal huske håndhygiejne og holde god afstand til andre for at bremse smitten med coronavirus. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

– Flere kommuner har allerede ophævet begrænsningerne for offentlige legepladser og fitnessredskaber, og nu følger vi efter. I det gode vejr vil mange forståeligt nok gerne ud i det fri og hygge sig på legepladserne og med fitnessredskaberne. Det giver vi nu mulighed for. Men risikoen for smittespredning eksisterer stadig, så vi opfordrer fortsat til, at man skal spritte hænder eller tage handsker på, når man bruger redskaberne, og man skal stadig holde god afstand til andre, fortæller anlægs- og driftschef Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Siden 23. marts har der været restriktioner på brugen af alle kommunale legepladser og udendørs fitnessudstyr i Kolding Kommune. Redskaber, hvor kontaktfladen består af metal, har været spærret af, fordi smitte kan overleve på metaloverfalder i 48 timer og måske endnu længere. Kravet for at bruge øvrige lege- og fitnessredskaber, hvor man er i berøring med f.eks. træ, gummi eller plastic, har været god håndhygiejne og afstand til andre. På disse overflader overlever bakterier og virus langt dårligere.

– Nu fjerner vi de rød-hvide minestrimler, som har været brugt til at afspærre redskaber, hvor f.eks. håndtagene er lavet af metal. Samtidig sætter vi nye skilte op ved legepladser og fitnessanlæg, hvor vi understreger reglerne for brug af tilbuddene, oplyser Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Budskabet på skiltene er:

Sprit hænder eller tag handsker på
Sprit gerne kontaktflader i metal af – f.eks. håndtag
Hold god afstand til andre
Vis hensyn

Kommunens folk går i gang med at fjerne afspærringer og sætte skilte op torsdag. Det ventes at vare ca. en uge, før man har været forbi alle kommunale legepladser og områder med fitnessudstyr.

– Kommer man til en af vores legepladser eller til fitnessredskaber, hvor vi endnu ikke har fjernet minestrimlerne, så må man gerne bruge redskaberne, hvis blot man følger anbefalingerne. Minestrimlerne bedes man smide i en affaldskurv, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen.

Kommunens skoler og daginstitutioner er allerede informeret om de nye regler, og der bliver sendt information ud til private skoler og daginstitutioner samt boligselskaberne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel