Kolding Netavis

Ledermangel hos Elbospejderne

Spejder er populært blandt børn og unge og det mærker de også hos Elbospejderne i Pjedsted. Pressefoto.

Spejder er populært blandt børn og unge og det mærker de også hos Elbospejderne i Pjedsted. Desværre kniber det med at finde spejderledere. Derfor har gruppen valgt at indkalde til informationsmøde for alle interesserede.

Når Elbospejderne holder informationsaften kan alle, der er interesserede i at blive spejderledere eller nysgerrige på, hvad det indebærer, få svar på eventuelle spørgsmål og lære mere om Elbospejderne som gruppe.

-Vi har en rigtig god gruppe, der har eksisteret her i Pjedsted i over 45 år. Vi har grene til et helt spejderliv med både familiespejder, voksenspejder og alt derimellem. Men vi kan ikke lave godt spejderarbejde uden spejderledere – derfor har vi en vigtig opgave med at finde engagerede ledere til særligt vores minier og juniorer, fortæller bestyrelsesformand Line Vesterager i en pressemeddelelse.

Spejderlivet kalder

Spejder lugter ikke kun af røg fra lejrbålet – det lugter også af fællesskab, store oplevelser, leg og udeliv. Derfor kan man som spejderleder være med til at gøre en helt unik forskel for en masse børn og unge.

-Du behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i madlavning på Trangia for at være med. Vi andre ledere skal nok hjælpe dig godt i gang. Har du mod på at give børn og unge en god oplevelse, og indgå i et fællesskab, er det længe fint, siger gruppeleder Steffen Ploug.

Du kan deltage i informationsmødet hos Elbospejderne onsdag den 4. maj kl. 19 i spejderhuset på Stationsvej 36A.

Tagget med:
Del denne artikel