Mette Strømgaard Dalby, Leder af Nicolai Kultur, udgiver en ny bog om kulturledelse og om at arbejde med deltagelse og medejerskab.
Hvordan arbejder man med at inddrage brugerne i sin organisation? Hvad vil det sige, at arbejde med deltagelse på museer, biblioteker, arkiver og i kommunerne? Hvad motiveres dagens kulturbrugere af? Det er blot nogle af de spørgsmål, som leder af Nicolai Kultur i Kolding, Mette Strømgaard Dalby arbejder med i sin nye bog ”Deltag! Håndbog i kulturledelse”, der udkommer 2. september på Gads Forlag.
Bogen er en håndbog til kulturarbejdere, hverdagsaktivister, designtænkere og kreative entreprenører – kort sagt alle, der vil arbejde med deltagelse.
Der stilles stigende krav til brugerinddragelse på offentlige institutioner og til samarbejdet mellem den offentlige sektor og civilsamfundet. Det er ikke længere nok for offentlige institutioner alene at tilbyde aktiviteter, for brugerne forventer i stigende grad medejerskab og at blive inddraget. Det udfordrer kulturfagligheden såvel som den traditionelle frivillighed.
Mette Strømgaard Dalby har taget udgangspunkt i sin egne erfaringer igennem 20 år i det danske kulturliv og ikke mindst de sidste fem år som leder af Nicolai Kultur i Kolding.
– Hos Nicolai arbejder vi i høj grad med en faciliterende tilgang og med deltagelse bredt, og det arbejde har givet mig inspiration til at skrive en bog om kulturhuse og dét at arbejde med brugere og medejerskab af aktiviteter. Men deltagelse gælder også den anden vej rundt – for de kulturprofessionelle skal også have modet til at afgive faglig magt og lade brugerne selv skabe, siger Mette Strømgaard Dalby i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet…
Fakta
Mette Strømgaard Dalby er cand.mag i kunsthistorie, design og dansk og MA i Innovation & Ledelse.
Hun har i mere end tyve år arbejdet med kulturledelse, udstillinger og udvikling i krydsfeltet mellem det private, det offentlige og den civile sektor – som museumsinspektør på Trapholt, som udviklingschef på Designskolen Kolding og som leder af Nicolai Kultur.