Der skete fredag formiddag et uheld i rundkørslen i udkanten af Vamdrup. Chaufføren fik tilsyneladende et ildebefindende eller blackout, lyder det fra politiet.
En lastbil pløjede fredag formiddag ved 09.30-tiden gennem en rundkørsel på Koldingvej i udkanten af Vamdrup:
-Lastbilen kørte mod vest, da chaufføren muligvis fik et ildebefindende eller blackout, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer, til Kolding Netavis.
Lastbilen pløjede gennem rundkørsel, ramte et helleanlæg og nedlagde nogle vejskilte og en lysstander. Lastbilen endte i rabatten.
Lastbilchaufføren slap uskadt fra uheldet, der skabte lidt trafikale problemer.