Kolding Netavis

Lasse Spangenberg-kjole fra DR1-program udstilles på Koldinghus

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
I Riddersalen på Koldinghus kan man i øjeblikket se en helt særlig kjole. Det er en kjole, skabt af designer Lasse Spangenberg i forbindelse med en ny serie på DR 1 ”Mit værk til Danmark”. Pressefoto.

I Riddersalen på Koldinghus kan man i øjeblikket se en helt særlig kjole. Det er en kjole, skabt af designer Lasse Spangenberg i forbindelse med en ny serie på DR1 ”Mit værk til Danmark”. Optagelserne fra Koldinghus kan ses på DR1 28. december.

TV-optagelserne, hvor Lasse Spangenberg sammen med Kongernes Samlings udstillingsteam gør kjolen klar til udstilling, fandt sted på Koldinghus 13. december.

Efterfølgende har kjolen fået en fremtrædende plads i Riddersalen. Dette giver de besøgende på Koldinghus mulighed for at komme helt tæt på kjolen og på Lasse Spangenbergs håndværk. Optagelserne fra Koldinghus kan ses på DR1 28. december.

I tv-serien ”Mit værk til Danmark” har fire markante danske kulturpersonligheder sagt ja til en udfordring. De skal lave et værk til Danmark ud fra det kunsthåndværk, som de har gjort til deres levevej.

Billedkunstner Leif Sylvester, konditor Katrine Foged Thomsen, designer Lasse Spangenberg og forfatter Anna Juul arbejder til dagligt på meget forskellige arenaer og til ret forskellige publikummer. De søger i programmet inspiration hos hinanden og ude i landet til at lave hver deres helt nye værk, til Danmark og til danskerne.

I serien designer Lasse Spangenberg en kjole med inspirationen i den danske nationalfugl svanen og i vandet omkring Danmark. Kjolen har svaneform, er skabt af 26 meter silke og har en overdel, der med 100.000 Swarovski-sten symboliserer bobler i vandet omkring Danmark.

Kjolen er udstillet på Koldinghus frem til 20. februar 2024.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel