Kolding Netavis

Larvebåndslift fra Kolding leveret med militærfly midt på den grønlandske indlandsis

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Aldrig før har Jøma Lift Teknik i Kolding fået en så krævende opgave.

At sælge en Genie S45 Trax-lift med larvebånd til en kunde i Grønland er ikke så forskelligt fra at sælge til kunder i andre dele af kongeriget. Men at levere den og få den til at fungere midt inde på indlandsisen er noget helt andet. Det kan direktør Jørgen Martinsen fra Jøma Lift Teknik i Kolding skrive under på.

Køberen var det amerikanske firma CH2M Polar Field Service. De kontaktede Jøma Lift Teknik, da de fik en ordre på at bygge en ny beboelsesbygning til forskerne på Summit Camp. Den ligger midt inde på indlandsisen, og forskerne er der for at bore i isen for at hente ny viden om blandt andet klimaforandringer gennem tiden, oplyses det i en pressemeddelelse.

Forskningsstationen har brug for masser af praktisk hjælp og har hyret amerikanske CH2M Polar Field Service til at stå for driften af hele stationen. Og nu skal der bygges en ny beboelsesbygning, hvilket liften blandt andet skal bruges til. Den er med larvefødder for at kunne køre på sne og is.

– Den beboelsesbygning, de har i dag, består af en gruppe containere og ligger direkte på isen. Det giver beboerne nogle problemer i hverdagen. Hen over sommeren synker midten af bygningen, da den megen sol opvarmer bygningsdelen og får isen til at smelte en smule. Det bevirker, at de ikke kan åbne og lukke dørene i bygningen, fortæller Jørgen Martinsen.

Snefygningsproblem løses

Ud over det problem, så fyger bygningen til i sne, når det blæser, og den skal så graves fri, hver gang vinden har lagt sig.

– Ved at ændre konstruktionen til den samme som hovedbygningen, der står på hydrauliske ben og derfor kan hæves og sænkes, vil sne fyge under bygningen og derved ikke hobe sig op. Der vil heller ikke være problemer med, at bygningsdelen påvirker isen og derved synker, forklarer Jørgen Martinsen videre.

Motor måtte udskiftes

Motoren på Genie-liften måtte i øvrigt udskiftes, for at liften kunne klare udfordringerne. Den skal kunne køre i et temperaturområde fra minus 40 til plus 20 grader, så det har krævet en del ombygning af maskinen.

Ud over dette så ligger stationen 3350 meter over havet, og det bevirker, at luften er meget tynd. Motoren mister derfor cirka 30 procent af sin effekt.

– For at imødekomme de krav, kunden havde, var vi nødt til at opgradere motoren fra Deutz til en større. Vi har udskiftet den originale trecylindrede motor på 48 hk med en ny firecylindret turbomotor på 74 hk af samme mærke. Og så er hydraulikolien udskiftet med en olietype, der er beregnet til at køre i ekstrem kulde, ligesom hydraulikslangerne er godkendt til at arbejde i minus 40 grader. Nødvendige er også varmeelementer på motor, hydrauliktank og batteri, for at det hele kan blive varmt nok til, at man kan starte maskinen, fortæller Jørgen Martinsen.

Han tilføjer, at der er medleveret et cover til at afdække motor samt styring, så de mere sarte komponenter ikke fyger til i sne og is, når liften opbevares hen over vinteren og ikke bliver brugt.

Liften blev leveret på havnen i Kangerlussuaq alias Søndre Strømfjord, hvor lufthavnen var stor nok til militærflyet, en Hercules C-130. Derfra blev liften fløjet 850 km ind på indlandsisen. Normale fragtfly kunne ikke rumme den store lift, der måler 2,5 meter i bredden, 2,6 meter i højden og 8,5 meter i længden og vejer 7950 kg.

Se video nedenunder…

Video: Pat Smith.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel