I sidste uge fejrede Lars Filbert sit 25 års jubilæum hos Alfa Laval i Kolding på en meget særlig måde – ved at fejre jubilæet to gange på samme dag.
Formelt set faldt jubilæet den 13. marts, men fejringen var først dagen efter, fredag den 14. marts. Først blev jubilæet fejret med kolleger og familie på Alfa Laval, og senere på dagen blev der holdt en privat fest for 70 inviterede gæster.
Som uddannet maskinarbejder fra Seema i Gl. Ålbo begyndte Lars Filbert sin karriere som drejer hos Alfa Laval. Senere udviklede han sig til montør med speciale i Unique-ventilen i forskellige størrelser og varianter.
På grund af sin ekspertise inden for ventiler har Lars som rejsemontør besøgt Alfa Laval-fabrikker og kolleger i Kina, USA, Tyskland og resten af EU.
Lars Filbert, der fyldte 64 år i april, har faktisk snart 30 års jubilæum hos Alfa Laval. Han har været en fast del af virksomheden i 25 år efter en kortvarig pause, der varede otte måneder. Lars fortæller at han trives godt med sine kolleger og ledelsen og har ikke haft lyst til at skifte arbejdsplads grundet den gode atmosfære.
Udover sit arbejde har Lars også en passion for boksning, hvor han tidligere har været aktiv bokser og i dag træner unge boksere i flere byer. Han er også involveret i talentudvikling for Danmarks Bokse-Union.