Landbomuseet Kolding lukker køerne ud på græs lørdag den 26. april klokken 12 efter en lang vinter.
Foråret summer, og alt kribler og krabler i naturen. Tag med på jagt efter spændende smådyr i skoven, på plænen eller ved den lille sø. Der er aktiviteter i smedjen hele dagen, hvor du kan prøve, at lave dit helt eget sjippetov.
Udfordr dine færdigheder i at smadre porcelæn i ”Det Muntre Køkken” og lad dig fascinere af, hvordan tøjet blev vasket og rullet ”i gamle dage”. Du kan også slå et slag omkring 1. salen, hvor der er en fin legetøjsudstilling, som indbyder til leg. Og det at prøve at sidde på en traktor er et stort hit hos de fleste børn.
Du kan besøge Landbomuseet Kolding på Brødsgårdsvej 52 i udkanten af Harte. Sæsonen åbner lørdag den 26. april og der er åbent fra klokken 10-16. Herefter har museet åbent hver onsdag og lørdag fra klokken 10-16.