Kolding Netavis

Lagkagehuset i Kolding og Vamdrup indgår samarbejde om madspild

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Lagkagehuset har indgået en aftale med Too Good To Go. Pressefoto.

Lagkagehuset har indgået en aftale med Too Good To Go, som bekæmper madspild via en app, som forbinder producenter og forhandlere med forbrugere med henblik på salg af overskudsvarer.

De seneste uger har Lagkagehuset testet salg af lykkeposer med overskydende bagværk via madspildsappen Too Good To Go i syv udvalgte forretninger. Testperioden har vist sig at være så stor en succes, at Lagkagehuset nu permanent bliver tilknyttet To Good To Go-app’en og ruller konceptet ud i hele Danmark.

Dermed er Lagkagehuset på Sydbanegade 13 og Lyshøj Allé 8 i Kolding og Lagkagehuset på Nørregade 8A i Vamdrup nu også med i den populære ordning.

– Vi har i flere år haft et betydeligt fokus på at undgå madspild. Vi arbejder konstant på at blive mere præcise i at møde vores kunders efterspørgsel, så vi også har det rette udvalg af brød og kager til de kunder, som kommer sidst på dagen. Vi bager frisk brød og laver kager hver dag, og derfor har vi naturligt produkter tilovers, når vi lukker. Vi har en ambition om at sikre, at disse produkter ikke går til spilde, og vi genanvender blandt andet overskudsprodukter til fremstilling af romkugler, træstammer og rugbrødschips. Samarbejdet med Too Good To Go er endnu et vigtigt skridt mod at lykkes med den ambition, siger Jason Cotta, der er CEO hos Lagkagehuset, i en pressemeddelelse.

Samarbejde har været på ønskesedlen

Samarbejdet med Lagkagehuset har længe stået på ønskesedlen hos Too Good To Go’s danske landechef, Heidi Boye. Dels fordi, der har været ekstremt høj efterspørgsel på Lagkagehuset blandt Too Good To Go’s brugere. Og dels fordi, et samarbejde af den kaliber for alvor kan flytte noget i den samlede madspildsindsats:

– Lagkagehuset er virkelig populært blandt vores brugere, så derfor er jeg selvfølgelig meget glad for, at vi nu kan byde dem velkommen i appen. Der er ingen tvivl om, at vi med dette samarbejde kommer til at sætte et seriøst præg på madspildsudviklingen inden for bagerbranchen. Og det er tiltrængt. Brød og kager udgør cirka tyve procent af det samlede danske madspild, hvilket både er spild af penge og ressourcer og et stort miljøproblem. Vores fornemste opgave er at sørge for, at mad havner i maver i stedet for containere, og det kan samarbejdet med Lagkagehuset i den grad hjælpe os med at indfri, fortæller Heidi Boye, landechef for Too Good To Go.

Too Good To Go-udrulningen vil ske i tre etaper. Forretninger med base i Jylland og på Fyn bliver koblet på appen i uge 3. Forretninger på Sjælland følger i uge 4. Derudover slutter 15 forretninger – primært med base i Meny-supermarkeder – sig til i februar, hvor samarbejdet dermed vil blive landsdækkende.

De deltagende forretninger vil hver udbyde mellem fem og 10 lykkeposer om dagen, og der bliver to varianter at vælge mellem: En blandet pose med bl.a. brød og lidt sødt og en ‘grab’n’go’-pose, der f.eks. kan indeholde sandwiches, pølsehorn og pizza. Begge poser vil koste 39 kroner og indeholde varer for en værdi af ca. 120 kroner.

Ud over Lagkagehusets genanvendelse af overskudsprodukter samarbejder bagerkæden med en række velgørende organisationer, som modtager store dele af det bagværk, der er i overskud ved lukketid.

Fakta om madspild

– Det samlede danske madspild løber op i ca. 715.000 ton årligt. Heraf udgør brød og kager cirka 20 procent

– Mellem 8 og 10 procent af den danske CO2-udledning menes at kunne henføres til madspild

– I følge FN’s verdensmål 12.3 skal der ske en halvering af madspildet på forbruger- og detailniveau inden 2030

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *