Søndag, 20. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 
Kolding Netavis | Læserbreve
Onsdag, 21 august 2019 14:44

Storparcel i Vester Nebel solgt

Kolding Kommune har solgt en storparcel i Vester Nebel. Nu er flere boligtyper på vej.

Storparcellen er solgt til højestbydende og køberen er Vinkelgården ApS, som er et datter selskab til Anton Knudsen Egtved A/S. Virksomheden er i forvejen i gang i Vester Nebel med byggeri af 11 lejeboliger på Severinvænget. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Storparcellen ligger i en nyere kommunal udstykning på Solgårdsparken, hvor Kolding Kommune allerede har udstykket og solgt parcelhusgrunde. Og det er nu op til køberen at bestemme, om det skal være lav-tæt boligbebyggelse eller etageboliger, der skal bygges.

- Vi ønsker at bygge lejeboliger for alle. På Solgårdsparken er det planen at bygge 24 senior venlige boliger i et plan, evt. som dobbelthuse og rækkehuse. Dermed ikke sagt at de senior venlige boliger ikke også vil være velegnet til unge mennesker. Vi ønsker, der bliver en god mangfoldighed blandt vores lejere, fortæller administrerende direktør, Karsten Knudsen, fra Vinkelgården ApS.

Boligerne på den nye storparcel ventes at stå færdig i 2021.

Intet krav om bestemt byggeri

I udbuddet har der ikke på forhånd været sat krav om et bestemt byggeri. Det er derfor op til køber at vurdere behovet for bestemte boligtyper.

- Det er bestemt et attraktivt område. Og med endnu flere boliger vil vi både kunne fastholde og tiltrække borgere i Kolding Kommune. Som kommune skal vores udvalg af boligtyper være varieret, og det er en klar strategi i alle kommunens områder. Jeg er derfor glad for, at de private investorer også hjælper til med at nå den målsætning, fortæller borgmester, Jørn Pedersen.

Vester Nebel er en driftig landsby med både indkøbsmuligheder, skole, børnepasning og foreningsliv. De seneste år er byen udbygget med flere nye udstykninger. Storparcellen er på 13.025 kvadratmeter.

Udgivet i Vester Nebel
Onsdag, 21 august 2019 07:59

16 bygninger får støtte

Både private boliger, byejendomme og forsamlingshuse får glæde af midler fra årets byfornyelses- og landsbyfornyelsespuljer.

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har uddelt knap 2,5 mio. kroner til renovering af 16 bevaringsværdige bygninger i Kolding kommune. Det er 10 private boliger, som ligger i Sdr. Stenderup, Stepping, Viuf, Seest og Christiansfeld, to forsamlingshuse i henholdsvis Ødis og Dons og fire byejendomme i Kolding, der får støtte fra midlerne.

Birgitte Kragh, der er formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, ser de bevaringsværdige huse som en vigtig del af kommunens by- og landsbymiljøer og er derfor glad for at kunne tildele støtte til renoveringsprojekter, der er med til at bevare husene i deres oprindelige stil.

- Bevaringsværdige huse er med til at skabe et helt særligt miljø i vores byer og landsbyer, og derfor vil vi gerne støtte op om arbejdet med at renovere facader og tage og på den måde bidrage til at fastholde den værdi, som husene udgør, fortæller Birgitte Kragh i en pressemeddelelse.

Midler øremærket til Christiansfeld og Kolding midtby

Som tidligere år har en del af Byfornyelsespulje 2019 været øremærket til renoveringsprojekter i Christiansfeld.

- Vi har særlig en forpligtigelse til at styrke UNESCO-området, hvis vi vil blive på verdensarvslisten og derfor er det dejligt, at vi også denne gang har fået ansøgninger til puljen, som vi kan støtte, fortæller Birgitte Kragh og fortsætter:

- Ud over Christiansfeld har vi i år også valgt at afsætte en del af midlerne til bygninger med boliger på Jernbanegade i Kolding mellem Buen og Banegårdspladsen, hvor vi er i gang med at renovere efter den nye bydesignguide. Også her har vi fået ansøgninger, som vi ligeledes har valgt at prioritere.

De to ejendomme ligger i Jernbanegade 35 og 54.

Fakta om by- og landsbyfornyelsespuljerne

Midlerne fra puljerne gives til facaderenovering af bevaringsværdige huse. Fristen for at søge årets puljer var den 13. juni og inden fristens udløb havde By- og Udviklingsforvaltningen modtaget 21 ansøgninger. Det er Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, der uddeler midlerne, i år knap 2.5 mio. kr. og ud over facaderenovering, kan midlerne også tildeles nedrivningsprojekter og boliger, der er ramt af skimmelsvamp.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 21 august 2019 07:23

Diætist i Kolding: -Drop slankekuren!

Få diætistens tricks til et vægttab, der rent faktisk varer ved.

Er du en af dem, der (også) falder for fristelsen til at prøve den nyeste slankekur på markedet – men har svært ved at holde vægttabet, når først kiloene er smidt? Så er du helt sikkert ikke alene.

Den Nationale Sundhedsprofil afslører, at mere end hver anden i Region Syddanmark er moderat eller svært overvægtig, hvilket svarer til mere end 50.000 personer i Kolding Kommune.

Ifølge Diætisthuset i Kolding tager 80 procent af de personer, der ellers har gennemført et vægttab ved at følge en intens slankekur, det hele på igen efter fem år, skriver Diætisthuset i en pressemeddelelse.

- Vi ser desværre, at mange knækker, simpelthen fordi de så gerne vil ændre en hel masse vaner på én gang. Hvis man i stedet arbejder på at ændre én vane ad gangen, synes det hele mindre hårdt, og chancen bliver større for at man lykkes med at holde motivationen, fortæller klinisk diætist ved DiætistHuset i Kolding Camilla Bundgaard og fortsætter:

- Det handler grundlæggende om at finde frem til nogle stabile vaneændringer, som passer lige netop til dig. Og det er ofte nogle andre ting, end det, der fungerer for din veninde eller nabo.

Generelt findes der dog nogle tips, som alle kan have gavn af at følge, uanset alder, form og figur, mener Camilla Bundgaard.

Her giver hun fem gode råd, der kan være med til at sikre dig en bikinikrop året rundt.

Lav en realistisk plan

Vi mennesker har svært ved at skabe selv små ændringer i vores hverdag. Derfor skal du altid starte ud i det små og lave en plan, som du rent faktisk kan overholde, gerne med delmål. De små sejre er nemlig forudsætningen for vaneændringer, motivation og varige resultater.

Undertryk ikke din lyst – erstat den

Hvis du bare fjerner en dårlig vane, vil du opleve et pludseligt tomrum, som skal fyldes ud af noget andet. Vil du stoppe med at spise slik, så beslut dig for, hvad du konkret vil gøre i stedet, og skriv det ned. For eksempel: ”Hvis jeg bliver sliksulten, når jeg kommer fra arbejde, vil jeg gå en tur.

”Få en ”buddy”

Forskning viser, at du har større chance for succes, hvis du har en anden person, som du kan udføre dine nye vaner med eller søge støtte hos, når det bliver hårdt. Måske har du en ven eller kollega, der også gerne vil leve sundere, eller måske har du brug for en diætist, der kan hjælpe dig på vej?

Spis fornuftigt, og prioriter søvnen

Det er nemlig oftest, når du er meget sulten eller træt, at du falder tilbage i gamle mønstre. Så lad være med at spise for få kalorier for at få vægttabet til at gå hurtigere, men vælg lækker, sund mad, du kan lide, og sørg for at få syv-otte timers søvn hver nat.

Giv dig selv lov

Ved særlige lejligheder skal du selvfølgelig unde dig selv dit yndlingsslik, et stykke chokoladekage eller en kop varm kakao med flødeskum. Men gør det med måde, så det bliver undtagelsen frem for reglen, og undgå deciderede ”snydedage,” hvor du spiser, til du revner. Du kan nemlig ende med at få så mange kalorier på den ene dag, at du ikke taber dig, selvom du resten af ugen har spist eksemplarisk.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 21 august 2019 07:07

Rod i Kristkirken

Et engelsk gudstjenestekoncept, der ikke tidligere er prøvet af i Kolding.

En gudstjeneste behøver ikke at være stiv, formel og regelret. Den kan også være lige det modsatte.

Det har en stor gruppe ansatte og frivillige i Kristkirken sat sig for at bevise, når der den 29. august inviteres til Messy Church – rodet for første gang. Messy Church er et engelsk gudstjenestekoncept, som ikke tidligere er prøvet af i Kolding.

- I 'Messy Church – rodet kirke' sidder vi ikke på bænke, og der er ingen, der skal rejse sig op på bestemte tidspunkter. I stedet leger, larmer og roder vi det kristne budskab ind under huden gennem en række kreative aktiviteter, som på én eller anden måde har at gøre med noget fra Bibelen, fortæller kirkemedarbejder i Kristkirken, Jytte Aagaard, i en pressemeddelelse.

Det hele foregår på tværs af aldersgrupper, så både børn, unge, voksne og ældre kan deltage på lige vilkår.

- Vi har en masse frivillige i gang, og vi satser på, at der bliver hele ni aktiviteter at vælge imellem første gang. Blandt andet bliver der mulighed for at male fisk på sten, lave et rigtigt kompas og at lave stop-motion-film med Lego-klodser. Og så skal vi alle sammen gå i maling på et kæmpe-lærred. Det bliver et værre svineri, griner hun.

Fællesskab

Emnet for den første gang er "Fællesskab", og der bliver taget udgangspunkt i beretningen om den første menighed. I Bibelen står der bl.a., at 3000 mennesker blev døbt den samme sag.

- Det var rigtig mange mennesker at skulle lære at kende på én gang, og vi vil bruge beretningen og aktiviteterne til at lære hinanden at kende, fortæller Jytte.

Messy Church begynder klokken 16.45 den 29. august, men man kan droppe ind til kaffe, saftevand og frugt allerede fra kl. 16.00. Programmet slutter klokken 18, hvor der serveres aftensmad i Kirkebuen.

Alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 21 august 2019 07:05

Vi tager ansvaret

Læserbrev af Merete Due Paarup (V), gruppeformand og medlem af byrådet, Uhrevej 11, 6064 Jordrup.

Vi tager ansvaret (kære Villy og andre undrende borgere).

Koldings kommunes økonomi er udfordret. Det kan være svært at forstå. Det er let at pege fingre og kritisere. Naturligvis skal vi som kommunalbestyrelse tage ansvaret - og det gør vi. En kommune er en kompleks størrelse og vi må forvente at:

1. Vi skal kunne regne med de tal vi får fremlagt - også hvis der opdages overforbrug eller store uforudsete omkostninger.

2. Vi må insistere på, at de beslutninger vi træffer bliver eksekveret eller vi i det mindste bliver orienteret, hvis der skal justeringer til.

3. Vi må forvente, at regler og rammer overholdes.

Vi er igang med en slagplan både på den korte og den lange bane. På den korte bane, så vælger vi at bremse op fx ansættelsesstop og udskyde projekter. På den længere bane er vi ved at implementere bedre og mere transparent økonomiopfølgning. Og så er kommuners økonomi særlig på socialområdet under pres og dét forsøger vi at sende røgsignaler til Christiansborg.

Vi har udvalgsstyre i kommunen - og det er absolut en styrke at det er i fagudvalg, der træffes beslutninger, prioriteringer om både investeringer og opbremsninger. Men det kræver også at alle udvalg tager ansvar for at få styr på deres økonomi. Vi har en bred konstituering, hvor alle partier, har været med til at skabe udfordringerne - og forventelig også være med til at løse dem.

Og så skal vi også -på trods af udfordringer - sætte det i perspektiv. Vi fik faktisk ros af revisionen for generelt at være en veldrevet kommune.

Vi er i arbejdstøjet, vi tager ansvaret - gerne sammen med et samlet byråd.

Udgivet i Læserbreve
Onsdag, 21 august 2019 06:56

Trafikafdelingen i Kolding

Læserbrev af Hans Erik Adsbøl, Lucernehaven 20, Vonsild, 6000 Kolding.

Jeg fik læst dagsorden fra Teknik og klimaudvalget, der skal afholdes den 21.august i år. Til min store forbavselse, læser jeg, at de åbenbart fordrejer sandheden vedr. krydset Vonsildvej Tankedalsvej.

I dagsordenen står der, at man først havde fået henvendelse midt i juni. Det er den stiveste løgn fra forvaltningen side.

Jeg har mail, som er sendt, den 7. 8. og 13. november 2018 vedr. omtalte kryds. Den 13. november 2018 svares jeg derpå mail fra trafikplanlægger Erik Harbo. Han skriver - jeg citerer "Det er ikke umiddelbart muligt at ændre på tiden i ovennævnte kryds" - citat slut.

Nu har man så måske fundet fejlen. Man har fundet periodisk fejl på nogle spoler.

"Ny styremaskine forventes leveret og opsat ultimo september/primo oktober 2019", citat slut.

Man skulle som borger kunne stole på det I forelægger politikkerne i udvalget. Det gør i ikke her.

Skulle man få lyst til se de mails jeg har modtaget fra jer, så er I da velkomne.

Udgivet i Læserbreve
Onsdag, 21 august 2019 06:15

Hjemmehjælpen skal i udbud

Kolding Kommunes kontrakter med de private firmer, der tilbyder hjemmehjælp, udløber snart, og derfor skal der nu være en ny udbudsrunde.

Kommunen forventer allerede i oktober at kunne offentliggøre, hvilke to firmaer, der har vundet udbuddet. Til den tid, vil de ældre, der allerede nu modtager hjælp fra et af de private hjemmeplejefirmaer, få besked om, hvem der kan vælges som leverandør.

- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med de nuværende hjemmehjælpsfirmaer og den hjælp, de har ydet vores borgere. Forvaltningen har inden udbuddet spurgt de nuværende leverandører, hvad der fungerer og ikke fungerer i de nuværende aftaler. Flere af deres anbefalinger er indarbejdet i det nye udbudsmateriale. I det nye udbud lægger vi mest vægt på kvaliteten af plejen overfor de mennesker, der har brug for hjælp. Emner som ansættelsesforholdene hos leverandøren, hvordan de arbejder med forebyggelse af arbejdsskader, og hvordan deres beredskab og ruteplanlægning f.eks. bedst sikrer, at det er de samme hjælpere, der kommer hos borgeren, er i spil, fortæller udvalgsformand Søren Rasmussen (DF) i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune har fokus på, at borgerne også efter 1. februar 2020 trygt kan vælge en privat hjemmehjælpsleverandør.

- Vi har stillet de samme krav til uddannelse, service og hjælp m.m., som de nuværende leverandører skal leve op til. Det er desuden en forudsætning for at komme i betragtning som leverandør, at økonomien er i orden, og at virksomheden har erfaring fra lignende opgaver. Ved udbuddet har kommunen i øvrigt lagt op til, at det er muligt at forlænge aftalerne, så de løber i op til 6 år. Det sikrer, at kommunen ikke er forpligtet til at foretage nyt udbud før 2026, hvis borgerne og kommunen er tilfreds med de nuværende leverandører, og den tryghed og ro, det giver, er lige så vigtigt for borgerne, som for os, siger Søren Rasmussen.

Kommunen reducerer antallet af private leverandører fra 3 til 2 efter 1. februar 2020. Det sker blandt andet, fordi et relativt lavt antal borgere vælger privat leverandør. Omtrent hver 3. borger vælger således privat leverandør og det giver i alt ca. 800 borgere, som fordeler sig på de nuværende 3 leverandører.

Kommunen er geografisk stor, og det kan i følge Kolding Kommune være vanskeligt for tre private leverandører at drive en rentabel ruteplanlægning og virksomhed i aften- og nattevagtlaget, hvor de leverer hjælp hos få borgere. Det er også grunden til, at andre kommuner typisk også kun indgår aftale med en eller to private leverandører i supplement til kommunens hjemmepleje.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 21 august 2019 05:29

Kom ud i naturen

Fem af Trekantområdets billedskoler går sammen og byder på en kreativ workshop ved hedesøen Skærsø i forbindelse med Trekantområdets Festuge.

Nu er der mulighed for at komme ud i naturen med Billedskolen Nicolai samt billedskolerne fra Billund, Vejle og Vejen.

Det sker i første og sidste weekend fra 11.00 til 17.00 i Trekantområdets Festuge, hvor der er kreativ workshop ved Skærsø, mens Danmarks Naturfredningsforenings Vejen-afdeling står for en række guidede traveture i den enestående natur, hver dag klokken 11.00, 13.00 og 15.00.

Til workshoppen er der blandt andet mulighed for at lave tryk med vilde planter, male med farvesaft eller modellere dyr og små væsner.

"Flyt dig"

Starten går ved Skibelundteltet, der er en mobil formidlingsenhed, som Vejen Kunstmuseum har fået lavet i samarbejde med museets formidler, billedhugger Sophus Ejler Jepsen og arkitekt Cecilie Bendixen.

- Temaet for festugen er ”Flyt dig”, og det kan jo blandt andet betyde, at man skal opsøge nogle nye rammer, siger koordinator for Billedskolen Nicolai, Liv Grud Vestbjerg og fortsætter:

- Billedskolerne rykker ud i naturen for at finde nye inspirationskilder, afprøve nye teknikker og afsøge kringelkroge i natur og fantasi, for at se hvilke kreationer, der kommer ud af det. Man skal endelig kigge forbi, store som små. Både naturen, Skibelundteltet og de kreative workshops er god for en helt særlig oplevelse.

Workshoppen finder sted: 24.-25. august og 31. august – 1. september i tidsrummet 11.00 – 17.00 og er ganske gratis at være med til. Der er drop-in og ingen tilmelding.

Du finder workshoppen på parkeringspladsen nord for søen nær Skærsøvej 19, 6040 Egtved.

Tag gerne en madkurv med og et tæppe til at sidde på. Husk badetøj eller gummistøvler og regntøj afhængigt af vejret. Skærsø har på østsiden en lille badestrand. Badning på eget ansvar.

Udgivet i Syddanmark
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« August 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31