Artikel filtreret på dato: Onsdag, 11 December 2019

Onsdag, 11 December 2019

Opråb til de folkevalgte

Læserbrev af Vibeke Henriksen, bestyrelsesmedlem i Venstres vælgerforening, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Jeg er forundret over at endnu et medlem i Koldings byråd, har valgt at skifte parti midt i en periode. Denne gang er det Merete Due Paarup som skifter fra Venstre, Danmarks liberale parti til det Radikale Venstre.

For mig er det med til at øge utroværdigheden af vores folkevalgte, og det svækker vores tro på politikerne. For mig er politik ikke at spøge med – det er ikke for sjov, der er en grund til at nogen har stemt på jer, og det ansvar skal man tage på sig.

Jeg synes at et partiskifte er helt på sin plads i forbindelse med et valg, da det så er vælgerne som bestemmer, hvem der skal repræsenteres i byrådet, folketing mm. Men at flytte til et andet parti midt i en periode og tage alle tillidsposterne med sig er efter min mening uacceptabelt. Det er ikke respektfuldt overfor de borgere som har valgt at afgive sig sin stemme.

Jeg synes at hvis man ikke kan se sig selv i et parti, så have modet til at gå af og tage så kampen op som kandidat for det parti, det må være det mest rimelige i forhold til de borgere der har stemt i troen på den folkevalgte.

Men stor respekt for uenigheden om de politiske linjer og jeg har stor anerkendelse for, at man ikke kan se sig i dele af den førte politik, men vær med til at bevarer troværdigheden overfor vores folkevalgte, så det ikke svækker vores demokrati.

Udgivet i Læserbreve
Onsdag, 11 December 2019

Rotter lukker værtshus

Rotter lukker Byens Bodega i Vamdrup.

Rotter har indtaget Byens Bodega på Nørregade. Og det har medført, at bodegaen nu har været lukket i et par dage, mens man forsøger, at få det ulækre smittebærende skadedyr væk fra bodegaen, skriver netavisen Sebro Press.

Et skilt i vinduet i indgangsdøren til stedet forkynder, at der er lukket, og at det skyldes rotter. Det vides ikke hvornår forretningen igen kan blive rottefri og der kan genåbnes.

Men nu er det ikke kun bodegaen på Nørregade i byen, der kæmper mod rotter. Det er galt flere andre steder. Blandt andet har rotterne indtaget en større ejendom på Østergade i bymidten. Og her fortælles fra kilder, som har problemet på nært hold, at rotterne har fundet vej helt op til ejendommens anden sal og loft.

Udgivet i Vamdrup

Kolding Havn lever til fulde op til den danske lovgivning – også når det gælder sikring mod terror.

Kolding Havn er måske ikke et oplagt terrormål, men ligesom en kæde ikke er stærkere end det svageste led, så er sikkerheden på havnene i hele Europa afhængig af, at Kolding og alle andre havne yder deres indsats.

Der er ingen tvivl om, at havnen i Kolding ville være mere åben og interessant for turister og borgere i Kolding, hvis der ikke fandtes nogen terrortrusler i verden, oplyser Kolding Havn.

Men det gør der, og konsekvensen af det er, at der på havnen i Kolding er opsat terrorhegn.

- Jeg kan sagtens følge vores førende politikere, når de ønsker sig tilbage til en tid, hvor havnene var åbne for lystfiskere, familier på spadsereture og skibsinteresserede. Men i dag har vi både en moralsk og en lovgivningsmæssig forpligtelse til at opretholde en høj grad af sikkerhed på havnen. Vi bærer ikke kun et ansvar for borgerne i Kolding, men også for de havne og byer, hvor skibene lægger til efter at have været i Kolding. Sikkerhedsprocedurerne i Billund Lufthavn er jo heller ikke til kun for at beskytte lufthavnen, men passagerer og fly over hele kloden, siger havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen i en pressemeddelelse.

Kolding Havn vil gerne invitere bag om terrorsikringen

Kolding Havn råder over omkring to kilometer kajanlæg, og faktisk er 20 procent stadig frit tilgængelige for børnehaver på udflugt, lystfiskere og andre interesserede.

- Men vi vil gerne have endnu mere åbenhed. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi gerne vil have et positivt samarbejde med vores naboer og byen – det har ikke ændret sig. Derfor lytter vi meget gerne til både byens borgere og byens borgmester, og vi er da også allerede ved at undersøge muligheden for at åbne nordhavnen helt op to – tre søndage til sommer, så interesserede kan opleve, hvad der sker bag kulissen.

Forsøget med at åbne nordhavnen vil kræve en godkendelse fra statens maritime sikring og hele området vil efterfølgende skulle igennem en omfattende screening for at få clearet sikkerheden på havnen igen.

- Lykkes det os at få de nødvendige godkendelser, vil vi annoncere datoerne i god til, lover Anders Vangsbjerg Sørensen, som også gerne vil benytte lejligheden til at berolige dem, som tænker på de mange udgifter, der går til terrorsikringen:

- Det ER dyrt at sikre havnen, men det er hverken skattekroner eller andre offentlige midler, som dækker udgifterne til terrorsikringen. Udgifterne bliver dækket af de skibe, som anløber Kolding Havn. Det er jo helt grundlæggende dem, vi sikrer.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Selvom Kolding Havn ikke ligefrem er glad for, at det er blevet nødvendigt at skærme af for offentligheden, så er der også fordele ved at bløde trafikanter ikke færdes side om side med havnens kæmpestore kraner, trucks, lastbiler og andet terminaludstyr.

- Kombinationen af folk på cykel, gåben eller børnehaveklasser på tur med brugen af det nødvendige terminaludstyr er på mange måder en rigtig dårlig idé. Der er ingen tvivl om, at det har forbedret både sikkerheden og arbejdsmiljøet for medarbejderne på Kolding Havn, at de ikke skal tage hensyn til ”civile”, der ikke kender til de faste sikkerhedsprocedurer på havnen, slutter Anders Vangsbjerg Sørensen.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 11 December 2019

Fredning af Marielundskoven

Læserbrev af Knud Erik Langhoff, formand for den Konservative Vælgerforening i Kolding, Mariavej 9, 6091 Bjert.

Fredning af Marienlundskoven er et rigtig godt forslag, men hvorfor skal det være lige nu?

Imens andre partier laver ordstrid om forslaget fra borgmesterpartiet, der går på fredning at Marienlundsskoven er en slags ”pyntegrønt” ovenpå en kaotisk økonomisk situation i Kolding, stiller Det Konservative Folkeparti i Kolding spørgsmålet ”Hvorfor lige nu”?

Vi stiller spørgsmålet, fordi vi er vel vidende om, at Kolding Kommune i øjeblikket ikke ligefrem svømmer i overskudslikviditet. Og fordi vi er bekendte med, at forberedelse til og selve fredningssag koster mange penge for kommunen.

Hvorfor nu dette hastværk? Kolding kommune er jo myndigheden, der altid har taktstokken i hånden og via planloven til enhver tid kan forhindre, at der foretages tiltag til uhensigtsmæssig udvikling af området.

Konservative i Kolding anbefaler derfor, at byrådet klapper hesten, konsoliderer kommunekassen og venter med at bruge penge på en fredning af Marienlundsskoven indtil den kommunale økonomi atter er på plads.

Vi anbefaler, at alt hvad der kan skrabes sammen af penge anvendes til at hjælpe børnefamilierne af med nogle af de tunge byrder byrådet netop har lagt på dem.

Udgivet i Læserbreve
Onsdag, 11 December 2019

Omlægning af Kolding Havn

Læserbrev af Knud Erik Langhoff, formand for den Konservative Vælgerforening i Kolding, Mariavej 9, 6091 Bjert.

Da Kolding Byråd har meldt ud, at de ikke længere har komfortabelt flertal bag forliget om lukning af havnen samt at drøftelserne omkring havnen ”bør gå om”, vil vi gerne fastslå følgende.

Det Konservative Folkeparti i Kolding åbnede d. 3. sept. 2018 ”ballet” om debatten vedr. erhvervshavnens fremtid. Vi foreslog omdannelse af Sydhavnen til andre formål end havnevirksomhed.

Da forslaget ikke var opvokset i byrådspartiernes baghave, fik det en lunken modtagelse af parterne i byrådssalen.

Men i november 2018 sprang så en bombe. Byrådet ønskede nu at lukke hele erhvervshavnen.

Det konservative forslag gik på alternativ anvendelse af Sydhavnen, og vi ønsker ikke at omdanne Nordhavnen. Vi foreslår, at havnebestyrelsen bliver mere restriktiv i tilladelse til, hvilke produkter havnen skal omsætte.

Det Konservative Folkeparti i Kolding mener stadigvæk, at vi bør udnytte arealer tæt på byens centrum og boligudviklingsområder til at tiltrække nye / anderledes virksomheder og resursestærke skatteborgere. Vi ønsker skrot, støv og støj væk fra bymidten.

Konservative i Kolding vil gerne tiltrække ”resursestærke nye borgere” og nye fremadrettede arbejdspladser til Kolding.

Konservative i Kolding ønsker ikke at lukke erhvervshavnen. Men vi ønsker at omdanne dele af havnen til liberalt erhverv og boliger. Og så vil vi udvikle andre arealer på havnen til erhvervsmæssigt havnerelateret formål. Vi ønsker et både og. Men i en noget mere selektiv erhvervshavn.

Og husk, at et kontorhus i Kolding Åpark rummer flere arbejdspladser end samtlige virksomheder på Kolding Havn har i dag.

Udgivet i Læserbreve
Onsdag, 11 December 2019

Aftale med parasporten

Kolding Kommune blev i 2019 visionskommune for Bevæg dig for livet. Som led i projektet er der fra november indgået aftale med Bevæg dig for livet – Parasport og idræt for sindet. Målet er, at øge idrætsdeltagelsen og bevægelsesniveauet for mennesker med funktionsnedsættelser eller psykiske lidelser.

Da Kolding Kommune pr. 1 januar 2019 indgik en femårig aftale med DGI og DIF om at blive visionskommune for ’Bevæg dig for livet’ blev der samtidig beskrevet en række indsatser. Mennesker med funktionsnedsættelser og psykiske vanskeligheder er en af målgrupperne, som er beskrevet i aftalen, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Samtidig har Kolding Kommune været i proces omkring udviklingen af en ny fritids- og idrætspolitik. Heri er en af indsatsområderne, at styrke mulighederne for, at alle kan deltage i aktivitet og foreningsliv, med særligt fokus på de borgere som af fysiske, sociale eller økonomiske årsager har udfordringer med at deltage på lige fod med andre.

Kolding Kommune har derfor fra november indgået samarbejdsaftale med ’Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet’, som er et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, Dansker Arbejder Idrætsforbund og Parasport Danmark. Målet er, at øge idrætsdeltagelsen i parasporten og for psykisk sårbare.

Samarbejdet tager udgangspunkt en af de arbejdsmodeller, som med stor succes i forvejen bruges på fritids- og idrætsområdet i Kolding Kommune. Arbejdsmodellen kaldes ’spilleren på midten’ og har fokus på brobygning mellem borgere og foreninger samt mellem kommunens forskellige forvaltninger. ’Spilleren på midten’ agerer bindeled mellem de forskellige aktører, og bruges som en vej til mere og bedre koordineret indsats omkring idrætten.

Som supplement til projektet inddrages desuden tanker og erfaringer fra pilotprojektet ’Harte i bevægelse’, der med inspiration fra Island forsøger, at skabe direkte sammenhæng mellem idrætsforening, skole og SFO.

- Vi ser frem til et mere koordineret samarbejde, da det er lykkes at kombinere de vante metoder på idrætsområdet i Kolding Kommune med vores mål om, at kommunerne skal prioritere en idrætskoordinator. Idrætskoordinatoren bliver et stærkt bindeled mellem idrætsforeninger, kommune og mennesker med funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder, så denne gruppe får bedre muligheder for et aktivt fritidsliv, siger John Petersson, formand for styregruppen i Bevæg dig for livet – parasport og idræt for sindet samt Parasport Danmark.

Også formanden for Fritids- og idrætsudvalget i Kolding Kommune glæder sig over den styrkede indsats på området.

- Jeg glæder mig over, at vi i Kolding nu sætter fokus på borgere med særlige behov og fremover skal arbejde mere målrettet for at også de kan engageres i foreningsidrætten. Denne målgruppe har også brug for et socialt fritidsliv, og jeg tror idrætten i høj grad kan være med til give dette, siger Søren Rasmussen, formand for Fritids- og idrætsudvalget i Kolding Kommune.

Samarbejdsaftalen trådte i kraft i november måned og løber i første omgang i hele 2020.

Udgivet i Sport

Det var tilsyneladende ikke røg fra æbleskiver, der lørdag sendte brandvæsnet en tur til Julemandens Hus.

Nu viser det sig, at det tilsyneladende ikke var røg fra æbleskiverne, der lørdag satte gang i brandalarmen i Julemandens Hus i Helligkorsgade i Kolding.

Nissemor oplyser til Kolding Netavis, at det ikke var brandalarmen hos hende, der var årsagen til at alarmen gik. Alarmen gik ved hovedindgangen, men hvad der har været årsag til, at brandalarmen satte i gang, er uvist, oplyser nissemor -  Elise Lund Quvang - til Kolding Netavis.

Det blev ellers lørdag oplyst til Kolding Netavis, at det var røgen fra æbleskiverne, der startede brandalarmen. Men det holdt altså ikke helt stik.

Udgivet i Kolding

En serviceleder er alvorligt kvæstet.

En teknisk serviceleder faldet ned fra et tag på Kongsbjergskolen i Lunderskov. Det skete mandag, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Servicelederen faldt ned fra et tag, da han arbejdede. Han har pådraget sig alvorlige kvæstelser, og er nu indlagt på sygehuset.

Der bliver taget hånd om sagen i forhold til Kolding Kommunes beredskabsplan for alvorlige ulykker. I den forbindelse er Kolding Kommune i tæt dialog med Arbejdstilsynet om, hvordan og hvornår der må bestiges tage, sikring mv. Ligeledes, hvordan instruktion skal foregå og følges.

Krisepsykologberedskabet er også inde over til støtte af pårørende og medarbejdere.

Udgivet i Lunderskov

Venstre har nu mistet sit absolutte flertal i byrådet. Endnu et byrådsmedlem forlader partiet.

Merete Due Paarup fra Jordrup var indtil fornylig Venstres gruppeformand. Nu har hun skiftet til Det Radikale Venstre.

- Jeg kommer ikke til at smække med døren eller kaste med mudder. Jeg sætter virkelig stor pris på mine byrådskolleger i Venstre (og i de andre partier). De er dedikerede, engagerede og ser frem til forsat at samarbejde både til højre og venstre i byrådssalen, skriver hun blandt andet på sin Facebook-profil.

Her fremgår det, at hun ikke længere kunne se sig som medlem af Venstre. Merete Due Paarup mener ikke hun har rykket sit politiske standpunkt, men at Venstre på nationalt plan har ændret sig.

- Jeg har gennem årene haft mange overvejelser, mærket efter hvorfor jeg egentlig er i politik, hvad jeg står for, hvem jeg er og hvad mine værdier er. Og jeg har ofte skulle forsvare og forklare hvordan jeg kunne være i Venstre. Det kan jeg så heller ikke se mig selv i længere. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil forlade Venstre og fortsætte i det Radikale Venstre. Når jeg ikke kan se mig selv i Venstre i nationalt, så kan jeg heller ikke være i Venstre lokalt, skriver hun videre.

At Merete Due Paarup forlader Venstre kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, men at hun skifter til De Radikale, var der vist ikke mange, der havde forestillet sig, skriver netavisen Sebro Press.

At hun nok ville forlade Venstre har luret lige siden hun holdt sin omdiskuterede ego-tale i i byrådet forbindelse behandlingen af budget 2020.

49-årige Merete Due Paarups exit fra Venstre betyder, at partiet mister sit absolutte flertal i byrådet. Og hendes tilslutning til De Radikale betyder, at dette parti fordobler sit mandattal fra et til to, idet partiet i forvejen var repræsenteret af Jesper Elkjær.

Udgivet i Jordrup
Onsdag, 11 December 2019

Undgå indbrud i den søde juletid

Er dine vinduer sikre nok? Nok er julen hjerternes fest, men alt for ofte er højtidens rejseaktiviteter og sammenkomster lig med langfingrede gæster i hjemmet.

Indbrud er desværre ikke noget særsyn i danske hjem. I 2018 fandt der mere end 28.000 indbrud sted, hvilket er væsentligt flere end i andre europæiske lande. Det er ikke mindst juletidens rejseaktiviteter og sammenkomster hos familie og venner, der giver travlhed hos tyvene, som tiltrækkes af de tomme huse. Heldigvis behøver du ikke at blive en del af den kedelige indbrudsstatistik, oplyser Velfac i en pressemeddelelse.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan du nemlig gøre meget for at forhindre indbrud, der forvandler hjerternes fest til en dyr og ubehagelig oplevelse.

- Du kan beskytte din bolig mod indbrud på forskellige måder. Du skal først og fremmest sikre døre og vinduer, hvis du vil holde tyven ude. Det er også en god idé at snakke med naboen, hvis du vil undgå indbrud, lyder det bl.a. på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.

Bloker juletyvenes foretrukne adgangsvej

Hvad enten kalenderen siger december eller juli, starter en sikker bolig med vinduerne. Du kan derfor gøre meget for at sikre sine vinduer forsvarligt, inden du rejser udenbys i julen, forklarer Peer Bertelsen.

Som salgschef hos vinduesproducenten, Velfac, har han stor erfaring med, hvordan de langfingrede gæsters foretrukne indgang gøres mindre tilgængelig.

Og du kan faktisk gøre meget for at blokere tyvenes adgang gennem vinduerne, forklarer han.

- En særdeles veldokumenteret og effektiv vej til forebyggelse af indbrud er skalsikring, hvor du forstærker døre, vinduer, låse og mure, så de bedre kan modstå indbrudsforsøg. Især vinduerne er en af tyvenes mest benyttede adgangsveje, siger han og fortsætter:

- 16 pct. af alle indbrud sker ved, at tyven piller de udvendige glaslister af og fjerner ruden. Denne metode er både nem og lydløs at gøre brug af, specielt når du har med ældre vinduer at gøre. Derfor er det oplagt at skrue glaslisterne fast med envejsskruer. Et godt alternativ er sikkerhedslimede ruder eller vinduer, hvor glaslisten er monteret på indersiden. Dermed kan ruden ikke fjernes udefra.

Peer Bertelsen forklarer samtidig, at det kan være en fornuftig investering at eftersikre vinduer med beslag og sikringsskinner. Dette kan nemlig forhindre indtrængen ved hjælp af værktøj såsom koben og skruetrækkere.

- Der findes et utal af vinduer, som er monteret med hasper eller med et såkaldt paskvilgreb. Hvis ikke de sikres tilstrækkeligt, kan begge typer åbnes via en såkaldt underboring, hvor der bores ind gennem vinduets ramme, og vinduets låsemekanisme drejes. Er vinduerne således udstyret med hasper, er det oplagt at erstatte dem med en model med en lille sikring på toppen. Har vinduerne derimod med paskvilgreb, kan de udskiftes til greb med indbygget lås, pointerer salgschefen.

Gå efter vinduer, der kan modstå indbrud

Ifølge Peer Bertelsen er en anden oplagt mulighed at udskifte dine vinduer til modeller, der allerede fra fabrikken er designet og konstrueret til at modstå indbrud.

- Hvis sikringen allerede er integreret i designet, slipper du for at eftermontere sikringsudstyr, og dermed undgår du at påvirke vinduets udseende. Hvad enten dit hus er klassisk eller moderne, kan du altid få en indbrudssikret løsning, der passer til udtrykket, så du ikke er nødt til at gå på kompromis med boligens stil, siger han og fortsætter:

- Tryghed står højt på dagsordenen hos mange. Derfor er vores vinduer grundigt sikret mod indbrud med sikkerhedslimede ruder, specialdesignede beslag og et solidt lukkesystem, der gør det yderst besværligt for tyvene at bryde vinduerne op. Vil du gerne øge sikkerheden yderligere, kan du vælge greb med lås eller få lamineret glas i ruden.

Udbredt at knuse ruden

Selvom mange tyve gerne vil undgå at slå glas itu og dermed påkalde sig opmærksomhed, er det alligevel en udbredt metode i forbindelse med indbrud. Faktisk sker 20 pct. af alle indbrud ved, at ruden knuses. Især ældre ruder med 1-lagsrude er udsatte, hvorimod vinduer med flere lag glas er vanskeligere at smadre uden støj.

- Ruder, der er monteret med lamineret glas, er bedre til at modstå gennemtrængning. Og skulle der alligevel ske et brud, knuses glasset ikke, da folien holder det sammen, runder Peer Bertelsen af.

Flere råd til indbrudssikring i juleferien

1) Lys er godt – både inden døre og udenfor.

2) Husk at låse alle døre og lukke alle vinduer – grundigt.

3) Gem værdierne væk, så de ikke er så synlige udefra.

4) Fjern haveredskaber, stiger m.m., som tyven kan bruge som ’arbejdsværktøj’.

5) Vasketøj, skrald og rod er godt. Det får det til at se ud som om, at nogen er hjemme.

6) Lav aftaler med dine naboer om at holde øje.

Kilde: VELFAC Tryghedsguiden

Udgivet i Syddanmark