Redningsaktionen søndag eftermiddag ved Stallerup Sø tog cirka tre timer. En kvinde brækkede formentlig begge ankler.
Søndag eftermiddag ved 15-tiden fik Trekantbrand en alarm om en kvinde, der var i problemer ved Stallerup Sø nær Harte.
Kvinden var ude at gå en tur ved Stallerup Sø:
-Det er et kuperet område med blandt andet sumpområder og broer. Kvinden træder formentlig ned i et hul og vrikker rundt på begge ben og kan ikke gå, fortæller indsatsleder hos Trekantbrand, Steen Christensen, til Kolding Netavis.
Trekantbrands indsatsleder kom først til stedet. Der bliver tilkaldt en sprøjte fra stationen i Kolding samt en båd og en ambulance.
Ambulance-mandskabet kunne ikke redde kvinden ud fra det område, hvor hun var. Og Trekantbrands båd var for stor til, at den kunne komme i søen.
-Derfor blev redningshelikopteren fra Flyvesttaion Skrydstrup tilkaldt. Vi får reddet kvinden op i helikopteren. Og ude på en mark på Egtvedvej blev kvinden videregivet til ambulancen, der kørte hende til skadestuen på Kolding Sygehus.
Kvinden har formentlig brækket begge ankler.
Redningsaktionen tog i alt cirka tre timer.
Se billederne øverst i artiklen…