Kolding Netavis

Kursus om madspild starter op i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Unge har et stort madspild – på trods af, at mange af dem både bekymrer sig om klimaet og pengepungen. Det skal et kursus om madspild, der starter i Kolding, gøre noget ved.

Udfordringen med madspild ønsker den 23-årige Mads Madsen at gøre noget ved. Han vil nemlig inspirere flere unge til at lave lækker, SU-venlig mad med mindre spild.

En undersøgelse fra Madkulturen viser, at 78 % af de 18-24-årige gerne vil undgå madspild for at spare penge.

Unge, som for nylig er flyttet hjemmefra, får derfor nu en håndsrækning til en mere bæredygtig husholdning i hverdagen, der tilmed hjælper dem til at holde budgettet.

Initiativet ’Madglad på budget’ er udviklet af Madkulturen og Forbrugerrådet Tænk. Det er et landsdækkende kursusforløb, der skal klæde unge på til at lave mad af de ingredienser, de har i køleskabet – og til at handle ind på en måde, der passer til deres vaner i hverdagen.

Kursusforløb i Kolding mod madspild

Madspildskurset, der starter op i Kolding i starten af oktober, er tilrettelagt, så det ikke blot henvender sig til unge mennesker, men også varetages af lokale unge, der på forhånd er uddannet af projektpartnerne Madkulturen og Forbrugerrådet Tænk.

Lige netop Kolding er en by, hvor fokus på madspild er stort. Udover store organisationer og små lokale ildsjæle, har området også en særlig influencer, Matt Homewood, der blandt andet er med i Fælleskabet Kolding. Matt, der har flere end 20.000 følgere på Instagram, glæder sig over endnu et initiativ mod madspild:

-At spilde mad derhjemme, giver absolut ingen mening. Ikke alene bidrager dette madspild enormt til klima- og biodiversitetskriser, men det er også af stor betydning, at det koster mennesker en hel del økonomisk. At lære at lave mad og at bevare mad optimalt er en af de vigtigste færdigheder, en ung kan udvikle. Jeg kan derfor varmt anbefale det kommende madspildskursus, der finder sted i Kolding i oktober, hvor du vil lære mange nye, nyttige livskundskaber, der får dit køkken i orden, lyder det fra Matt Homewood (anurbanharvester).

Fire aftener med madlavning

Kurset består af fire aftener i madlavningens tegn sammen med unge vejledere, der selv kender til udfordringerne med et halvtomt køleskab og nyindkøbte gryder, heriblandt Mads Madsen, der til daglig læser ernæring og sundhed i Haderslev:

-Det mest spændende ved at lave mad ud fra det, man har liggende, er at smage det til. Oftest har man en ret eller opskrift, man kender, men man kan godt mangle nogle ingredienser. Dog kan man stadig få det til at lykkes, når man smager sig frem. Jeg synes, det er fedt at lave noget lækkert, undgå spild af mad og især at spare penge på at bruge det hele, lyder det fra Mads, der glæder sig til at vise deltagerne, hvor nemt det kan være at lave mad, når man kender til grundsmagene.

Som led i kurset får deltagerne et lækkert aftensmåltid sammen, inspiration til madlavning og en grundbog med tips, tricks og lette opskrifter med hjem.

Hos Madkulturen håber man, at unge vil tage kurset sammen med deres venner og både få hyggelige aftener i køkkenet og mod til selv at lave mere hjemmelavet mad med mindre spild.

Om Madglad på budget

Madglad på budget er støttet af Salling Fondene, der har doneret 2,2 mio. kr. samlet til projektet. Kurserne afholdes både i Nykøbing Falster, Kolding og København og løber frem til slutningen af 2021.

Kurset i Kolding bliver afholdt på:

Det Pædagogiske Center
Dyrehavevej 108
6000 Kolding

De forskellige kursusdatoer ses her, hvor det stadig er muligt at tilmelde sig.

Prisen for de fire kursusgange er 150 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel