Holmstaden – det der skulle have været Koldings nye shoppingcenter – er kuldsejlet, skriver jv.dk.
Planen om 59 butikker og 100 boliger på Riberdyb/Holmsminde i Kolding bliver dermed ikke til noget. I hele syv år har Nordic Design Village A/S arbejdet med projektet. Men nu er fristen udløbet. Det skete den 12. juni, skriver avisen.
Et kig på den 27.000 kvadratmeter store grund vidner om, at der stadig kun er parkeringspladser.
Direktør Carsten Kjærgaard fra Nordic Design Village, som stod bag projektet, sagde til avisen for et par måneder siden, at han forventede at have landet de nødvendige aftaler i løbet af tre uger.
Handlen ophæves på byrådsmøde
Men i følge jv.dk ophæves handlen efter al sandsynlig på et byrådsmøde den 26. juni.
Borgmester Jørn Pedersen (V) har ikke mange kommentarer til udviklingen i det kuldsejlede outletcenter:
– Nu er der tale om en lukket sag om en ejendomshandel, så jeg kan ikke sige noget. Jeg kan kun sige, at vi har en dialog i gang, og at jeg forventer, at vi har en sag på byrådets sidste møde inden sommerferien, siger Jørn Pedersen til jv.dk.
Nordic Design Village har endnu ikke opgivet planerne. Der arbejdes på forskellige løsninger, fortæller direktør Carsten Kjærgaard fra Nordic Design Village til mediet.