Kolding Netavis

Kronprins Frederik besøgte evakuerede afghanere

(Fra venstre mod højre): Mohammad Nazer Akbari, Tamana Wali, H.K.H. Kronprinsen, Ahmad Murtaza Razmenda. Foto: Jakob Dall/Røde Kors.

Onsdag mødte Kronprinsen nogle af de evakuerede afghanere, som snart skal videre ud i det danske samfund, hvor frivillige fra Røde Kors står klar til at tage imod dem. Det var første gang, Kronprinsen hørte om evakueringen fra afghanernes side, og deres historier gjorde stort indtryk.

Hos Røde Kors fik Kronprins Frederik en opdatering på den nuværende situation i Afghanistan og en gennemgang af forløbet med at evakuere afghanerne fra Kabul i august. Herefter fortalte tre af de evakuerede afghanere deres personlige historier – historier, som gjorde stort indtryk på Kronprinsen, som spurgte interesseret ind til forløbet.

De evakuerede afghanerne skal i de kommende måneder flytte fra asylcentrene og ud i landets kommuner. Her står Røde Kors klar med tilbuddet om at blive matchet med en frivillig ven eller venskabsfamilie gennem projektet Venner Viser Vej, og derfor faldt snakken på, hvordan de frivillige kan være med til at hjælpe afghanerne godt i gang med deres nye tilværelse.

-Den frivillige indsats er et supplement til den hjælp, man får fra kommunen. Det handler både om praktisk hjælp, men der er også et vigtigt socialt aspekt. Vi ved, at en frivillig ven eller venskabsfamilie kan betyde en afgørende forskel, når man som flygtning skal finde sig til rette i det danske samfund. Man bliver bedre til dansk, får et stærkere socialt netværk og får bedre muligheder for at finde en plads på arbejdsmarkedet, forklarer Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, i en pressemeddelelse.

Mangler frivillige

Siden 2016 har mere end 9.000 flygtninge fået en frivillig ven eller venskabsfamilie gennem Venner Viser Vej, der er et landsdækkende samarbejde mellem Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

Mikala Dirckinck-Holmfeld, som selv er matchet med en flygtningefamilie, fortalte Kronprinsen om sine oplevelser som frivillig.

-Familiens økonomi er meget presset, så jeg har for eksempel hjulpet med at søge økonomisk støtte, så datteren i familien kan gå til svømning. Og så handler det om, at moderen skal blive bedre til dansk – det kræver jo, at man taler det. Men vi mødes også til en kop kaffe, snakker og hygger med børnene. Hele familien er enormt sød.

Røde Kors håber nu, at mange danskere vil melde sig som frivillig og være med til at tage godt imod de evakuerede afghanere i takt med, at de flytter ud i kommunerne.

-Vi mangler venner og venskabsfamilier, så en stor opfordring skal lyde herfra til at melde sig som frivillig. Vi ved, at rigtig mange har glæde af denne ordning og håber, at flere vil melde sig, så de evakuerede afghanere såvel som andre flygtninge kan få tilbuddet, slutter Anders Ladekarl.

Se billederne nedenunder…

Tagget med: ,
Del denne artikel