Kronik af Kalle Busch, Kolding. Kronikken er ikke udtryk for netavisens mening, men et forum, hvor vi som medie kan give andre mulighed for, at belyse et emne. Vi forbeholder os ret til at forkorte disse indlæg.
Når du fjerner dig fra den traditionelle fagbevægelse, fjerner du stabiliteten – ikke bare på arbejdspladsen, men i samfundet som helhed.
Du svigter med andre ord noget vigtigt og fundamentalt i det samfund og det demokrati vi, med rette, betegner som blandt verdens bedste.
Den højt besungne danske model, som alle er stolte af men mange vender ryggen.
Den danske model, som styrer arbejdsmarkedet i Danmark, har sine rødder helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. Det begyndte med Septemberforliget i 1899, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere indgik en aftale om spillereglerne på arbejdsmarkedet. Her anerkendte arbejdsgiverne lønmodtagernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt, mens lønmodtagerne anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.
Denne model har siden udviklet sig og er blevet en central del af det danske arbejdsmarked, hvor løn- og arbejdsvilkår primært fastsættes gennem kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, snarere end gennem lovgivning3. Det gør Danmark ret unikt sammenlignet med mange andre lande.
Det er min klare opfattelse at fornuftige arbejdsleder, virksomhedsejere samt investorer, har det rigtig godt med den danske model. Fordi den giver et roligt miljø, der skaber tryghed og balance på investeringer.
Men for mig endnu vigtigere, er et bolværk mod de ”bøller eller tyranner”, der altid jagter magt og hurtig fortjeneste, og som der altid er mange steder, ikke kun i ”Det Hvide Hus”.
Eksklusivaftaler blev lagt i graven i 2006.
Det beklagede jeg dengang, og gør det sådan set stadig. Fordi disse eksklusivaftaler, netop var det navnet antyder, aftaler – der havde til hensigt at beskytte lønmodtagere mod før omtalte bøller, i lederkredsen, samt at sikre enkle og overskuelige forhold aftalepartnere imellem.
Det er så nemt at glemme de landvindinger fagbevægelsen har gjort. Men når du gør det, er det jo ikke en fjern bevægelse du glemmer men de gevinster dine oldeforældre, bedsteforældre dine egne forældre, har kæmpet sig til og det er ondskabsfuldt eller i bedste fald tankeløst.
Men at vende fællesskabet inden for fagbevægelsen ryggen, er direkte dumt, for dermed siger du jo, at du er tilfreds, at intet kræver forbedring, så hvad skal vi med sammenhold og fællesskab og det er ikke bare farligt det er direkte dumt.
Lad mig lige i de følgende fortælle dig lidt historie, om de landvindinger, fællesskabet i fagforeninger har gjort ikke bare på arbejdsmarkedet, men helt ind i det hjem du bebor i dag 2025.
Fagbevægelsen: Fra slid til værdighed
Hvis jeg ser tilbage på starten af det 20. århundrede, fremstår arbejdernes liv og vilkår som en skarp kontrast til nutidens standarder. Arbejdsdage på op mod 16 timer, farlige arbejdsforhold, ingen rettigheder og udnyttelse af de svageste i samfundet var hverdagskost for mange.
Det var en tid, hvor tjenestepiger sled sig gennem endeløse dage med tunge pligter som tøjvask, rengøring og madlavning. Hvor mænd i fabrikker og miner risikerede liv og helbred uden sikker-hedsnet. Hvor kvinder knap havde plads til andet end at holde sammen på husholdningen. Her blev grunden lagt for fagbevægelsen – en organisation, der skulle vise sig at forvandle arbejder-nes liv.
Rettigheder på arbejdsmarkedet
Fagbevægelsens første store sejre handlede om basale rettigheder og regulering af arbejdslivet. De kæmpede for at reducere arbejdsdagen til 8 timer, indførte ferielovgivningen, samt sikrede retten til sygedage. Det var ikke blot praktiske forandringer; det var anerkendelsen af, at arbejdernes liv og helbred var mere værd end profit.
Et blik på tjenestepigernes arbejdsvilkår illustrerer denne transformation. Fra grænseløse arbejdstimer og lave lønninger til faste arbejdstider og bedre lønforhold blev livet gradvist mere tåleligt – selvom vejen dertil var lang og sej. Arbejdsgivere blev holdt ansvarlige, og arbejdstagerne fik en stemme i deres eget liv.
Teknologisk udvikling og balance
I hjemmet har fagbevægelsen indirekte bidraget til at lette de huslige byrder gennem kampen for forbedret balance mellem arbejde og fritid. Med mere fritid kom også teknologiske fremskridt, der effektiviserede hverdagen. Vaskemaskiner, elektriske ovne og kortere arbejdsdage betød, at kvinder og mænd kunne fordele opgaverne mere ligeligt og frigøre tid til sig selv og deres famili-er.
Fra lokal kamp til global indsats
Fagbevægelsens kamp har ikke kun ændret hverdagen for den enkelte arbejder, men også sat en global standard. Med solidaritet som nøgleord har arbejderne opnået alt fra mindsteløn til barselsrettigheder og pensionsordninger. I dag burde vi se fagforeningerne som en vital del af demokratiet – en garanti for retfærdighed og værdighed på arbejdsmarkedet, men snæversyn er i stedet ved at underminere vores egen styrke og dermed at destabilisere demokratiet som vores fællesforståelse hviler på!
Fremtiden for arbejderrettigheder
Men kampen er ikke forbi. Arbejdsmarkedet er i konstant udvikling, og nye udfordringer, som digitalisering og prekære ansættelser, kræver, at fagbevægelsen fornyer sig. Historien har vist os, at en samlet indsats kan ændre selv de mest indgroede strukturer. Hvis vi ønsker, at vores samfund skal blive ved med at værne om sine arbejdere, må fagbevægelsen fortsat stå stærkt.
Fra tjenestepigens trættende pligter til den moderne arbejders rettigheder har fagbevægelsen skabt forandring, vi kan mærke i dag. Det er en arv, vi ikke kun bør beundre, men som vi også har pligt til at videreføre. En moderne fagbevægelse er dit og mit ansvar.
En ting, et menneske eller en forening der er gammel, er ikke nødvendigvis ubrugelig.
I november 2024 mødte jeg en sød kvindelig dame Kirsten, på bare 94 år, der løftede mit syn på de teknologiske forbedringer, hendes liv har bragt med sig. At hun som ung tjenestepige skulle op midt om natten, for at tænde op, at stille strygejernet på kakkelovnen, til opvarmning og at der skulle hentes brænde ind og tændes op i komfuret og gruekedlen, er erstatte af et tryk på en knap, et drej på en regulator. Hendes påstand er og var at rigtig mange ting er nemmere, men ikke alt.
Hun forsøgte efter bedste evne at følge med i IT tiden, og med succes, kunne jeg se, selv om hun underspillede sine evner på området.
Hendes udfordring, var ofte at de unge der skulle støtte hende, på kommunekontoret, diverse teleudbydere, og i Elgiganten når hun skulle have en ny PC. så på hende med overbærenhed, ja til tider med latterliggørelse – Skam jer, mand jer op, opfør jer anstændigt.
Hvor vil jeg hen med det? jeg synes at, vi skylder Kirsten på 94, at vi skylder hinanden, at favne fællesskabet, i alle sammenhænge, også i fagbevægelsen.
Opgaver er der nok af -integration og sprog, arbejdsmiljø og nedslidning, mangel på arbejdskraft skal vi bare overlade det til virksomhedsejerne? Og hvordan med når pensionen nærmer sig, skal vi ikke også have indflydelse der? det kan være dyrt ikke at være fælles.
