Krav fra Banedanmark udfordrer Kolding Kommune

Svend Erik Brodersen
Svend Erik Brodersen 26 september 2022
Opdateret 26/09/22 5:10
Jernbanesporet i Vamdrup, som Banedanmark kræver fornyet, er dagligt befærdet med godstog, hovedsageligt med biler til virksomheden, Dansk Autologik A/S. Foto: sebro-press.

Banedanmark kræver jernbanespor fornyet – ellers lukkes der for togtrafikken.

Banedanmark udfordrer nu Kolding Kommune med et krav om at et jernbanespor til en af byens største virksomheder, Dansk Autologik A/S, skal fornyes senest i 2023. Og hvis det ikke sker, så lukkes der for togdriften på sporet. Hagen ved det er blot, at en fornyelse af sporet koster 7,2 millioner kroner. Og for at skaffe dem til veje, er kommunen nu tvunget til at omprioritere budgettet for 2023, skriver Fællesavisen.

Det er nemlig Kolding Kommune, som ejer det pågældende spor, der går fra det landsdækkende hovedspor på Vamdrup station og frem til Dansk Autologik A/S. Og sporet befares dagligt af mindst et langt træk af godsvogne, læsset med biler fra de store udenlandske bilfabrikker. Det handler på årsbasis om mange tusinde biler. Firmaet, som er Danmarks største importfirma af biler, modtager nemlig omkring 70 procent af alle biler med tog.

Banedanmark, som er sikkerhedsansvarlig for driften på det kommunale jernbanespor, kræver både udskiftning af både skinner og sveller. Og der er tilsyneladende ingen kære mor.

Det pågældende spor blev i sin tid anlagt af Vamdrup Kommune, og er stort set ikke rørt siden. Det handler om en længde på omkring halvanden kilometer med passage blandt andet hen over den stærkt befærdede Industrivej.

Som et forsøg på at lette det øjeblikkelige pres på den kommunale økonomi, som sagen medfører, er der forsøgt at få renoveringen delt op i etaper, men det er igen opgivet, da det vil blive alt for dyrt. Og dertil vurderes, at en opdeling i etaper også vil komme til virke alt for generende for både togtrafikken og vejtrafikken i området.

For at genere togtrafikken mindst muligt satses der nu på, at arbejdet med renoveringen af det pågældende jernbanespor udføres i juni – juli 2023, hvor der er industriferie og der for er mindst trafik på sporet.

Kolding Kommune ejer og driver cirka fire kilometer jernbanespor i Vamdrups industriområde. Foruden sporet til Dansk Autologik A/S fører der også jernbanespor frem til Daugaards varehotel. Også dette spor befares daglig af godstog, men her gælder det, at sporet findes i god stand og derfor hverken kræver fornyelse eller reparation.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel