En weekend med fokus på fællesskab og kræftsagen venter, når 400 deltagere, heraf 300 frivillige, samles i den kommende weekend – den 3.-4. maj i Kolding, til Kræftens Bekæmpelses årlige repræsentantskabsmøde.
Mødet finder sted på Comwell Kolding, hvor foreningens øverste myndighed vil udstikke den fremtidige retning for Kræftens Bekæmpelses arbejde. Deltagerne inkluderer frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg, præsidium og hovedbestyrelse.
Helen Bernt Andersen, udtaler: “Det er vores frivillige, der bærer Kræftens Bekæmpelse ud i hele landet og gør en konkret forskel for mennesker ramt af kræft – hver eneste dag. Deres engagement er uvurderligt. Det er både stærkt og rørende at mærke det fællesskab og den drivkraft, der præger mødet.”
På dagsordenen står bl.a. drøftelser om, hvordan foreningen bedst kan bidrage i et forandret sundhedsvæsen, og hvordan det frivillige arbejde kan styrkes lokalt.
Tre spændende gæster
På mødet vil tre spændende gæster deltage. Folketingets formand, Søren Gade, vil lørdag holde tale. Senere på dagen vil museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg give et oplæg om kræftens historie, baseret på både historiske kilder og hendes eget kræftforløb i bogen ‘Onkos’. Søndag vil repræsentantskabet møde Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen og tidligere sundhedsborgmester i København, der vil stille skarpt på stærke lokale fællesskaber i et temaoplæg.
Et centralt punkt på dagsordenen er valget af ny præsident for præsidiet, da Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, forlader posten efter tre perioder som præsident siden 2016.