Læserbrev af Finn Sølvdahl, formand for HK Sydjylland, Erosvej 6, 7100 Vejle.
Der lader til at være store problemer med arbejdsmiljøet i Moderaterne. Mobning og sexisme er blandt de overtrædelser af arbejdsmiljøloven, som en række medarbejdere har klaget over i et fem sider langt brev til Arbejdstilsynet.
Partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, hævder at tage problemerne seriøst. Derfor har han bl.a. frivilligt inviteret Arbejdstilsynet på besøg hos Moderaterne.
Men kære Løkke, spørgsmålet er, om de har tid til at komme?
Mit indtryk er i hvert fald, at Arbejdstilsynet i forvejen har rigeligt at se til. Og nu har regeringen planer om at spare et betragteligt beløb på indsatsen, så der bliver færre tilsynsførende. Det fremgår af finanslovsudspillet.
At træffe den beslutning i en tid, hvor stressepidemien raser, og alt for mange arbejdsliv er under pres, er i mine øjne både kortsigtet og uansvarligt.
Det samme er udspillet om at nedlægge de Regionale ArbejdsmarkedsRåd (RAR). I RAR løser vi lokale aktører på beskæftigelsesområdet fælles problemstillinger og udvikler det regionale arbejdsmarked.
En nedlæggelse er ikke bare farligt for den regionale udvikling. Det er også endnu et regeringsangreb på den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere finder ud af tingene i fællesskab.
Regeringens planer om at reducere Arbejdstilsynets kapacitet og nedlægge RAR sender et farligt signal: At man er villig til at ofre både arbejdsmiljø og den danske model for kortsigtede besparelser.
Jeg kan kun opfordre regeringen til at tage sit ansvar alvorligt og beskytte dem, der beskytter lønmodtagerne.