Kolding Netavis

Kontroversiel forestilling udsættes

Premieren på BRITTA! udsættes.

Mungo Park Kolding har besluttet at udsætte premieren på BRITTA! til foråret 2021. Forestillingen, som tager udgangspunkt i historien om den svindelsigtede Britta Nielsen, skulle have haft premiere i oktober måned.

Udsættelsen sker på baggrund af, at Anna Malzer grundet sygdom i familien har måtte trække sig som instruktør af forestillingen, oplyser Mungo Park i en pressemeddelelse.

– Jeg er dybt berørt af Annas situation. Sammen med Anna har jeg samlet de gode tanker og disse bliver givet videre. Annas nye rolle som direktør hos Mungo Park i Allerød giver ikke mulighed for at hun kan instruere den nu udsatte forestilling, fortæller Sophie Lauring, direktør for Mungo Park Kolding og fortsætter:

– Personlige årsager gør, at vi ikke kan gennemføre BRITTA! med det drømmehold, vi havde sat. Nu har vi påbegyndt arbejdet med at finde et nyt drømmehold. Vi er i en branche, der er meget sårbar, når det gælder udskiftninger. Nogle gange vælger man, at det kan lade sig gøre at fortsætte efter en udskiftning, men i det aktuelle tilfælde har jeg vurderet, at det vil have for store konsekvenser for kvaliteten af det kunstneriske produkt og, vigtigst af alt, dét, vi har lovet vores publikum. Derfor er premieren på BRITTA! udsat til foråret 2021.

Mulighed for en anden stor teateroplevelse

Med udsættelsen af BRITTA! er der opstået mulighed for at Mungo Park Kolding kan tilbyde publikum en anden stor teateroplevelse. Der arbejdes lige nu på højtryk for at finde et spændende gæstespil.

Publikum, der har købt billet til BRITTA! kan vælge at få refunderet pengene eller få ombyttet billetterne til spilleperioden i 2021, lige som berørt publikum vil få fortrinsret til bestilling af billetter til det kommende gæstespil. Publikum vil få direkte besked.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *