Kolding Netavis

Konservativ lokalpolitiker skifter til Liberal Alliance Kolding

Elo Christoffersen
Gitte Grønbæk skifter fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance. Pressefoto.

Gitte Grønbæk har valgt, at skifte fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance.

Med mange års erfaring som lokalpolitiker bringer Gitte Grønbæk en stærk profil og stor troværdighed med sig til partiet.

-Vi er i Liberal Alliance meget glade for samarbejdet med Gitte, der er en troværdig og erfaren politiker. Vi har haft gode og grundige dialoger om de værdier, vi fælles ønsker at kæmpe for, fortæller Nikolaj Steffenauer, spidskandidat for Liberal Alliance Kolding, i en pressemeddelelse.

Gitte Grønbæk udtrykker også stor begejstring for skiftet:

-Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet og sammen med Liberal Alliances meget aktive vælgerforening sætte fokus på Liberal Alliances værdier i byrådet. Den grundlæggende værdi er, at det enkelte menneske har frihed til at vælge og tage ansvar for sit eget liv, som jeg har haft stort fokus på i de seneste tre år i byrådet. Det vi kan selv, vil vi selv.

Med Gitte Grønbæks tilslutning styrkes Liberal Alliance Kolding yderligere i kampen for at skabe en mere erhvervsvenlig, enkel og fri kommune.

-Sammen vil vi arbejde for at forenkle regler og reducere bureaukrati til gavn for både borgere og erhvervsliv, siger Nikolaj Steffenauer.

Liberal Alliance Kolding afholder opstillingsmøde den 27. januar klokken 19, hvor partiet vil opstille 16 kandidater til kommunalvalget. Yderligere kandidater er i godkendelsesproces inden valget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel