Her er måske en god idé til ”Den store bagedyst”.
Hvem af deltagerne kan bage den lækreste bog? Og hvis tv-bagerne savner inspiration, så er der hjælp at hente hos konditor Mette Cæcilia Markmann-Eriksen.
Til dagligt arbejder hun hos Vanilla Chocolatier & Konditori i Vejle, men hun læser også faget ’Organisation og arbejdspysykologi’ hos IBA Erhvervsakademi Kolding.
Onsdag overraskede hun sit hold med en lækker kage, der lignede deres lærebog på en prik.
Ingen let opgave
Opgaven var ikke helt nem, fortæller hun. Faktisk tog det to en halv time at fremstille kagens udsmykning.
-Det var en lidt vanskelig bog at efterlignede. Og hertil kommer så tiden med at bage bunde, røre mousser, lave kompot, og samle det hele, smiler Mette.
Det er faktisk anden gang, hun ”bager en bog”. Tidligere har Mette læst faget ”Ledelse i praksis” hos IBA, og her blev hendes medstuderende også glædet med en kage, der var inspireret af omslaget på deres studiebog.
-Nu er det snart jul, så der er ingen, der skal snydes. Så derfor skulle jeg selvfølgelig også bage en kage til mit nye hold, fortæller Mette i en pressemeddelelse.
Det er hendes plan, at tage en fuld akademiuddannelse i ledelse. Det gør hun med hjælp fra Omstillingsfonden. Her kan man hvert år søge op til 10.000 kroner til efteruddannelse.
-Jeg synes, det er vigtigt, at konditorer også tænker i lederuddannelse. Det er der ikke nogen stor tradition for, men det vil jeg gerne være med til at lave om på, siger Mette og tilføjer:
-Som konditor har vi med mennesker at gøre hele tiden, og vi er med til at tage mange beslutninger. Så en lederuddannelse er til gavn både overfor ens kolleger og vores kunder, som vi gerne vil give den bedste oplevelse.