Læserbrev af Poul Erik Nørregård (SF), Frejavej 15, 6000 Kolding.
Da jeg for godt et år siden blev spurgt af Villy Søvndal, om jeg ville være med på SF´s kandidatliste, sagde jeg ja uden betænkningstid. Jeg har lige fra vores fælles seminarietid haft dyb respekt for Villy som politiker og som menneske.
I bund og grund er jeg idræts- og foreningsmenneske mere end jeg er politiker. Men værdierne, som jeg sætter pris på i foreningslivet, skulle vise sig også at blive en væsentlig del af valgkampen i kandidatgruppen og SF´s bagland i øvrigt.
Det handler om en fælles målsætning, at rykke sammen i bussen, at lytte og inspirere hinanden, at bakke hinanden op, at komme så tæt på hinanden, at man åbner sig og skaber en fælles tryghed, så man også tør at dumme sig. Og sidst men ikke mindst, at interesserer sig for hinandens liv også ud over det politiske.
Når slutspurten sætter ind, er det jo indbygget i vores demokratiske valgsystem, at nogen bliver valgt ind i byrådet, mens andre efter en lang udmarvende valgkamp må erkende, at de ikke blev valgt.
Men forudsætningen for, at man alligevel synes det har været det hele værd er, at man ikke har opfattet hinanden som konkurrenter i kandidatgruppen, men som et team, hvor de fælles bestræbelser udmøntede sig i – for SF´s vedkommende – fire byrådsmedlemmer.
En anden forudsætning er, at solidariteten også omfatter økonomien. Det bør være partiet, som med sine økonomiske ressourcer, definerer hvad der anvendes på valgkampen. Og at partiets byrådsvalgte går efter politiske indflydelse, og ikke honorarer.
Selve konstitueringen fortæller mig, at det i kommunalpolitik først og fremmest handler om lokalforankring og personlige relationer.
