Kolding Netavis

Komiker bliver morgenvært på Radio 100

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kendte
Morgen på Radio 100-værterne Oliver Routledge, Jacob Wilson og Anne Lavendt. Foto: Bauermedia.

Bauer Media ansætter Jacob Wilson som ny morgenvært på Radio 100.

Radio 100 opruster igen på værtsfronten og ansætter komiker Jacob Wilson som ny vært på Morgen på Radio 100. Her vil han alle hverdage fra klokken 6 til 10 give lytterne en 100 procent sjov morgen krydret med masser af god musik sammen med de to værtskolleger Anne Lavendt og Oliver Routledge.

Målet er at lave et underholdende og sprudlende morgenprogram i et højt tempo med kærlighed til comedy.

-Radio er et af de medier, jeg bedst kan lide at arbejde med, så jeg glæder mig meget til igen at komme i gang med at lave morgenradio. Og så glæder jeg mig til at arbejde sammen med de fantastiske værter som allerede er på stationen, siger Jacob Wilson, der også tidligere har været vært på netop Radio 100.

Fast plads på de danske comedyscener

De senere år har Jacob Wilson primært haft fast plads på landets største comedyscener som en af de mest garvede og efterspurgte komikere. Han har arbejdet som tekstforfatter på satire- og comedyprogrammer på blandt andet TV 2, TV 2 Zulu og DR, ligesom han også selv har været underholdningsvært i populære tv-formater som Live fra Bremen og Bingo Banko.

Af samme årsag har det stor betydning for Jacob Wilson, at Radio 100 siden august er blevet relanceret som en comedykanal, hvor man som lytter kan møde landets største komikere.

-Ved at fokusere på comedy kan vi skabe en tone og stemning, som er anderledes og måske også lidt mere grænsesøgende i forhold til medie og format. Og så er det dejligt bare at kunne arbejde med det, jeg elsker at lave, tilføjer Jacob Wilson.

Morgen på Radio 100 med Jacob Wilson, Anne Lavendt og Oliver Routledge kan høres alle hverdage mellem klokken 6 og 10 fra mandag den 3. januar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel