Kolding Netavis

Kom til borger- og dialogmøde om ’Det gode liv med handicap’

Foto: Lars Møller.

Hvordan er det at leve med et handicap, og hvordan er det gode liv med handicap?

Politikerne fra Social Bæredygtighed inviterer til borger- og dialogmøde. Det gør de, for at kunne blive klogere på, hvordan fremtiden kan se ud for mennesker med funktionsnedsættelse sammen med lige netop de mennesker, som lever med et handicap eller er pårørende.

Paralympisk bordtennisspiller Peter Rosenmeier indleder mødet med et foredrag, hvor han giver et indblik i sit eget liv med et fysisk handicap, hvordan omverdenens forventninger kan påvirke et menneske på godt og ondt, og hvordan man kan gøre sig fri ved at tage afsæt i egne muligheder og evner. Peter Rosenmeier er for tiden aktuel med dokumentaren ’Rosenmeiers Rejse’ på DR og bogen Fri os fra medlidenhed.

-Vi vil rigtig gerne i dialog med mennesker, som er berørt af funktionsnedsættelser på den ene eller den anden måde. Vi vil gerne blive klogere på, hvad vi lykkes med i dag, hvor vi kunne blive bedre, og hvad vi måske skal gøre mere af i fremtiden. Det er vigtigt for os, at vi lytter til hverdagseksperterne, inden vi går i gang med at kigge ind i de fremtidige scenarier for området, fortæller Birgitte Munk Grunnet (S), formand for udvalget Social Bæredygtighed.

Borger- og dialogmødet ’Det gode liv med handicap’ foregår tirsdag d. 23. august kl. 16.00-19.00 på Sundhedscenter Kolding. Alle interesserede er velkomne, men det kræver tilmelding af hensyn til forplejningen.

Foruden foredraget ved Peter Rosenmeier vil der være mindre oplæg og efterfølgende debat ved fire forskellige stande. Her vil temaerne være Børn & Unge, Familien & Pårørende, Lige adgang for alle og Voksne med funktionsnedsættelser. På borger- og dialogmødet vil der være politikere fra udvalget Social Bæredygtighed og fagchefer fra de relevante områder.

Det praktiske

Tid: Tirsdag d. 23. august 2022 kl. 16.00-19.00
Sted: Sundhedscenter Kolding
Pris: Gratis – kræver billetbooking på www.kolding.dk/detgodeliv

Tagget med:
Del denne artikel