I sidste weekend åbnede julebrødrene dørene til en ny sæson på Lillelund Julemuseum nær Brørup. Nu kan gæsterne se brødrenes nye julesatsning.
Brian og Bønny Lillelund er bidt af julen. Deres lille museum nær Brørup havde i 2022 og 2023 gjort et scoop, hvor de fik lov til, at vise rekvisitterne fra den stadig populære julekalender på TV2, The Julekalender. En udstilling, der fik følelserne frem i mange gæster. Hver weekend var der en håndfuld personer, der fældede en tåre.
Men da Lillelund Julemuseum ikke længere har rettighederne til, at vise udstillingen “The Julekalender”, så har brødrene brugt 70.000 kroner i en ny julesatsning. Og den udstilling – “Mekanisk nisselandskab” – kan ses nu på det lille museum.
-Vi bare enormt glade, fordi her i de sidste to måneder har jeg bygget det her op – stort set selv. Og det er jo et gammelt storcenter fra Sjælland, vi har overtaget det her fra. Det er sådan noget, man næsten ikke engang ser i Kolding Storsenter længere – ikke på samme måde. Altså den der hygge og overdreven julestemning. Nu er det sådan mere cleanet på en eller anden måde. Der er skruet lidt ned for de røde, hyggelige danske farver i shoppingcenteret. Og så har vi bevaret den danske jul endnu mere nu. Så i år er vi jo dobbelt oppe for julepynt her på julemuseet, fortæller Bønny Lillelund til Kolding Netavis.
Hvordan får I idéerne til juleudstillingerne?
-Jamen idéerne kommer sådan lidt impulsivt, især med denne udstilling, vil jeg sige. Vi har faktisk sådan spurgt i et par år, om de ikke havde nogle overskydende ting. Og så ved vi godt, at de er lidt dyrere at danse med, økonomisk i hvert fald. Og så sagde de, at juletingene gerne måtte ende det hos os, hvis vi så bare lige kunne finde 70.000 kroner, forklarer Bønny Lillelund og fortsætter:
-Det kunne vi kun på grund af de sidste to succeser. To succesrige år med “The Julekalender”. Så vores museum har været ret godt besøgt de sidste to år. Og i år håber vi også på gode besøgstal, selvom det er en lidt klassisk nyhed, og det ikke er en eller anden temaudstilling fra TV2, vi har i år. Så vi håber, at der er nogen, der savner lidt det her gamle, mekaniske nisselandskaber. Og idéen er opstået fra vores barndom i virkeligheden. Det har altid været en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse af den helt store slags. Det var en ære, at få d”et julekalender”The Julekalender”. Men lige så stor en ære er det for os, at få lov til at købe noget, vi altid kan have på vores julemuseum.
Der skal helst 4.000 besøgende forbi museet
Brødrene Lillelund har som nævnt brugt 70.000 kroner på årets juleudstilling. Det betyder også, at der skal nogle gæster forbi Lillelund Julemuseum:
-Altså økonomisk har vi regnet os frem til 4.000 besøgende, så er vi glade, mere end glade lige nu. Sidste år havde vi 5.000 besøgende. Og hvis vi når op over omkring 4.000-6.000 besøgende, så kan vi lave en ret stor nyhed til næste år, siger Bønny Lillelund.
Også deres lille julebutik giver indtægter:
-Men lige nu går det meget trægt inde i butikken. Det er ingen hemmelighed. Folk bruger faktisk mindre penge i år, og det kan vi også høre fra andre juleattraktioner. Generelt bruger folk lidt mindre penge i turistbranchen i øjeblikket, fortæller Bønny Lillelund.
Hos Lillelund Julemuseum er de dog fortrøstningsfulde:
-Vi kæmper videre, og så må vi bare glædes over alle de fantastiske oplevelser, som vi dog får med i rygsækken. Vi kommer blandt andet med i et nyt tv-program på TV2 Fri. Optagelserne fandt faktisk sted i sidste uge. Det bliver spændende at se, hvordan det bliver klippet sammen. Vi har brugt cirka 4-5 timer på optagelserne, som er blevet kortet ned til 6-7 minutter, siger Bønny Lillelund.
Udsendelsen bliver sendt på TV2 Fri i starten af december. På grund af tavshedspligt, må julebrødrene ikke fortælle noget om, hvad udsendelsen handler om.
Hvis du vil besøge Lillelund Julemuseum, så finder du museet på Sønderskovgårdsvej 6, 6650 Brørup. Julemuseet er åbent fra november til december tirsdage til søndage fra klokken 11-16. Der er lukket om mandagen. Sidste åbningsdag i år er den 29. december.
Se billederne øverst i artiklen…