Træer er værdifulde og derfor skal vi passe godt på dem. Sådan lyder det i Kolding Kommunes nye træstrategi.
Træer er smukke, giver identitet til gader og pladser, bidrager til naturoplevelser og biodiversitet og har også betydning for klimaet. Træer udgør med andre ord en stor værdi og sidste efterår regnede By- og Udviklingsforvaltningen sig frem til, at alene kommunens 8.500 vejtræer har en værdi på mere end en kvart milliard kroner, som ovenikøbet er et basisbeløb, der ikke medtager træernes nytte- og herlighedsværdi, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Træer spiller med andre ord en stor rolle i mange forskellige sammenhænge og derfor har Kolding Kommune lavet en træstrategi med retningslinjer for, hvordan Kommunen bedst muligt passer på de eksisterende træer, og hvordan Kommunen kan højne kvaliteten i den samlede kommunale træbestand. Derudover rummer træstrategien også et idékatalog til at inddrage borgerne og skabe opmærksomhed på træernes betydning.
– Hver gang vi planter eller fælder træer, koster det tusindvis af kroner. Derfor skal vi tænke os rigtig godt om i arbejdet med vores træer, og det er blandt andet det, som den nye træstrategi skal hjælpe med. Samtidig oplever vi en stigende interesse for træer blandt borgerne. Mange er opmærksomme på den værdi træer har og den interesse skal strategien også bakke op om, forklarer formand for Teknik- og Klimaudvalget, Jakob Ville, i pressemeddelelsen.
Blandt idéerne til at inddrage borgerne er blandt andet en fotokonkurrence, der skal kåre det flotteste kommunale træ og et kort over kommunens 100 vigtigste træer, som borgerne skal hjælpe med at udpege.
Større mangfoldighed giver en robust træbestand
I dag udgør eg og lind 42 procent af den kommunale træbestand, og det giver en sårbarhed overfor smitsomme sygdomme. For at fremtidssikre træbestanden handler en del af strategien derfor om at skabe en større mangfoldighed med flere forskellige arter.
– De fleste kan huske, hvordan elmesygen hærgede i 1990’erne med katastrofale følger, hvor næsten hele bestanden måtte fældes. Den situation vil vi gerne undgå og når vi planter træer fremover vil vi sætte nye, arter, der samlet set er med til at højne kvaliteten i vores træbestand. F.eks har vi i Jernbanegade plantet tretorn, som er et robust træ, der samtidig også er bivenligt, forklarer skov- og landskabsingeniør Michael Tornbjerg Nielsen fra By- og Udviklingsforvaltningen.
I Kolding kommune udgør de 10 mest anvendte træsorter 89 procent af træartsbestanden og det er altså den tendens, som den nye træstrategi vil gøre op med ved at plante nye arter. Inden for de sidste 10 år, er der årligt plantet ca. 150 nye træer i Kolding kommune som en del af nye projekter og som erstatning for døde eller døende træer.